Kong Frederik og Grønlands regeringsleder rejser til Grønland sammen og lander i Nuuk mandag i næste uge
Mandag vil kong Frederik rejse til Grønland sammen med Grønlands regeringsleder, Jens-Frederik Nielsen.
Det fortæller formandens departement – Grønlands pendant til Statsministeriet – til det grønlandske medie Sermitsiaq.
Jens-Frederik Nielsen rejser til Danmark lørdag.
Han skal blandt andet mødes med statsminister Mette Frederiksen (S) og Folketingets formand, Søren Gade (V).
Efterfølgende vil regeringslederen og kong Frederik sammen rejse til Grønland og lande i Nuuk mandag i næste uge.
Programmet for kongens besøg offentliggøres senere, lyder det.
Jens-Frederik Nielsen fortæller til mediet, at han i Danmark “først og fremmest” skal genoptage drøftelser om den geopolitiske situation med statsministeren.
– Det er vigtigt, at vi i disse tider får lagt nogle planer for vores fremtidige samarbejde, siger han.
Formanden for Naalakkersuisut skal under sit besøg i Danmark også til audiens hos kong Frederik.
Ritzau forsøger at få en kommentar fra kongehuset.
Kong Frederik har onsdag indledt et tiltrædelsesbesøg i Japan, som afsluttes fredag med en privat middag med Japans kejser Naruhito.
Det har altid været en glæde for kongen at rejse til Grønland, fortalte han tidligere i april under et statsbesøg i Frankrig.
Her forholdt han sig dog ikke til et spørgsmål om, hvorvidt han havde planer om et snarligt besøg til Grønland.
Kong Frederiks udtalelse om sit forhold til Grønland kom i en periode, hvor USA’s præsident, Donald Trump, næsten dagligt ytrede sit ønske om at få kontrol med Grønland.
– Der skal ikke herske tvivl om min kærlighed til Grønland, og min forbundethed til det grønlandske folk er intakt, lød det til TV 2 i slutningen af marts.
Det var kongens første ord om Grønland, siden Trump genoptog sin interesse for Grønland.
/ritzau/