De smeltede pigehjerter på stribe i deres storhedstid. Nu lægger det amerikanske boyband vejen forbi Danmark.
Boybandet brød igennem i 2009 med Nickelodeon-programmet ‘Big Time Rush’, hvor man i flere sæsoner kunne følge drengenes vej til succes.
Dengang charmerede drengene straks teenagepiger verden over.
Og hvis du under programmet sang med på sangene, kan du altså godt glæde dig til december.
Det amerikanske boyband lægger nemlig vejen forbi Royal Arena i København. Her vil de både synge klassikerne fra hitserien samt deres efterfølgende udgivelser.
Det skriver Live Nation i en officiel pressemeddelelse.
Jagtede solokarrierer
Bandet består af Kendall Schmidt, James Maslow, Logan Henderson og Carlos PenaVega. Boybandet skrev deres første album i 2010 og fortsatte med at turnere frem til 2014.
De fire medlemmer gik dog efterfølgende hver til sit for at forfølge deres solokarrierer.
Her endte de i alt fra den amerikanske version af ‘Vild med dans’ til dannelsen af et nyt band, indtil de i 2020 besluttede sig for at vende tilbage til ‘Nickelodeon’-rødderne og gendanne bandet virtuelt.
Under coronapandemien fandt de dog gnisten igen og satte sig for at genspille nogle af deres største hits til glæde for deres mange fans.
Og nu er Danmark altså kommet på turnéplanen.
‘Big Time Rush’ optræder i Royal Arena i København den 22. december 2025. billetsalget starter den 27. marts.