Borgmester påkørt sammen med søn

En dansk borgmester er sammen med sin søn blevet påkørt af en bil med en 25-årig mand som chauffør. Ulykken skete ved borgmesterens hjem

‘I dag krammer jeg min familie ekstra meget. Sammen med min søn Valentin var jeg i går involveret i en trafikulykke ved vores bopæl.’

Sådan skriver Billunds borgmester, Stephanie Storbank (V), onsdag på Facebook. Hun var tirsdag involveret i et trafikuheld, som både hun, hendes søn og modparten slap uskadte fra.

– Jeg er selvfølgelig rystet og meget ked af situationen, skriver Stephanie Storbank.

Ifølge 42-årige Storbank havde hun sin søn Valentin i bilen og var ved at bakke ud af familiens indkørsel i Stenderup vest for Billund, da bilen blev påkørt.

Det var en 25-årig mand fra lokalområdet, der sad i den anden bil, og påkørslen skete med en sådan kraft, at bilen med borgmesteren og hendes søn rullede om på taget. Det skriver JydskeVestkysten.

‘Ulykken skete ved, at jeg blev påkørt af en modkørende, da jeg bakkede ud fra vores indkørsel. Både den modkørende, Valentin og jeg er OK, men jeg er selvfølgelig rystet og meget ked af situationen,’ skriver borgmesteren på Facebook.

Sydøstjyllands Politi bekræfter hændelsen over for Ritzau. Politiet fik klokken 17.41 anmeldelsen om påkørslen på Egebjerg Landevej.

Onsdag formiddag er ingen personer sigtet i forbindelse med sagen, oplyser politiet til Ritzau.

Ifølge Presse-fotos.dks oplysninger skyldes en kæmpemæssig udrykning til et boligområde et skyderi med en maskinpistol, hvor der er sket personskade.