Animationsfilmen har allerede skabt massiv debat i både Norge og Sverige. Nu får kontroversiel film premiere i Danmark.
Torsdag får en usædvanlig animationsfilm premiere i Danmark.
Allerede nu har ‘Spermageddon’ vakt forargelse og skabt debat i nabolandene Norge og Sverige. Alligevel fastholdes den danske premiere trods den negative omtale.
Filmen har især sat gang i diskussionen om aldersgrænser for børn og film.
Når ‘Spermageddon’ rammer de danske biografer på torsdag, vil den endda have en lavere aldersgrænse end i de øvrige nordiske lande.
I Danmark er aldersgrænsen syv år, mens den i Sverige og Norge er henholdsvis 11 og 12 år.
Men for at forstå filmens problematik, er man nødt til at forstå filmens handling.
Sex for første gang
‘Spermageddon’ handler om de to akavede unge mennesker, Lisa og Jens, der har sex for første gang og oplever en knap så heldig situation.
De to sædceller, Cumilla og Simens, hvis skæbne vi følger gennem filmen, kæmper sig nemlig vej gennem både kondom og sæddræbende creme i kampen om at nå det altoverskyggende mål, ægget.
Ifølge Medierådet for Børn og Unge, der i Danmark vurderer, hvilken aldersgrænse film skal have, er aldersgrænsen i netop denne film dog på sin plads.
“Filmen har en let og humoristisk grundstemning. Store dele af filmen indeholder dog et meget seksualiseret og til tider voldsomt sprog. Derudover er der flere scener, hvor nogle af historiens sædceller bliver slået ihjel, kvalt eller ætset væk. Da filmen foregår i et tegneserieunivers, der er langt fra realistisk, og klipningen sker i et roligt tempo med en positiv forløsning, vurderes filmen kun at kunne virke skræmmende på børn under 7 år,” begrunder medierådet.
Hos SF Studio, der viser filmen, er man enig i Medierådets vurdering af aldersgrænsen.
“Det er en animationsfilm med talende sædceller. Det, kan jeg ikke se, skader nogen,” siger distributionschef hos SF Studios Frederik Malling Juul til TV 2.
Selvom Medierådets aldersgrænse er lavere end i Sverige og Norge, mener flere i de to nabolande dog, at grænsen bør hæves.