Den amerikanske verdensstjerne Billie Eilish får store roser med på vejen, efter at hun mandag aften gav den første af to udsolgte koncerter i Royal Arena i København.
Jyllands-Postens anmelder kalder sangeren “uovervindelig”, mens man hos B.T. blev “blæst godt og gammeldags bagover”.
– Der var mandag aften dømt total gudedyrkelse i Royal Arena, og den 23-årige verdensstjerne leverede på alle parametre. Vanvittig oplevelse, vanvittig fedt!, lyder det hos B.T.
Koncerterne er en del af hendes verdensturné “Hit Me Hard and Soft”, som også er navnet på Eilish’ seneste og tredje album.
(Artiklen fortsætter efter billedet)

De kommende dage og uger lægger hun også vejen forbi en lang række andre europæiske lande som Tyskland, Holland, Italien og Frankrig.
Samtlige af de kommende koncerter er meldt udsolgt.
Billie Eilish roses mandag for ikke at have gået i en fælde, som mange andre musikere havner i.
– På intet tidspunkt faldt hun for fristelsen til at sovse sine sange ind i unødige, musikalske og visuelle effekter. Alt det, der var, gav mening, skriver Jyllands-Postens anmelder.
– Hun havde mod til at lade sangene stå stort set alene – især de inderlige, nærmest afpillede sange fra det seneste album, sidste års fremragende ”Hit Me Hard And Soft” – blev leveret uden lir.
Både B.T. og Jyllands-Posten har kvitteret med seks ud af seks stjerne for koncerten.
Helt så gavmild er Ekstra Bladets Thomas Treo ikke, omend Billie Eilish imponerede ham.
– Billie Eilish blev overdøvet af delirisk fanskare, men popidolet imponerede, når man kunne høre hende, skriver han i sin anmeldelse, hvor sangeren får fire ud af seks stjerner.
Billie Eilish gav senest koncerter i Danmark i 2019, hvor hun både var forbi Vega og festivalen Tinderbox.
Hun udgav sin første single, “Don’t Smile at Me” i 2017, da hun var 15 år.