De tre seneste år er festivalen på Bornholm blevet udsolgt. Meget tyder på, at det samme bliver tilfældet i år, hvor salget går endnu hurtigere end i fjor.
Den bornholmske festival Wonderfestiwall har allerede løftet sløret for en række stærke navne.
Således kan blandt andre The Cardigans, Benjamin Hav & Familien, Kesi og Dizzy Mizz Lizzy indtage festivalpladsen ved Hammershus i august.
Programmet har tiltrukket stor interesse, og nu kan arrangørerne melde, at der kun er 1500 partoutbilletter tilbage. Det er færre, end der var tilbage på samme tid sidste år, hvor festivalen endte med at blive udsolgt – ligesom den blev i de to foregående år.
Med annonceringen af fire nye navne tager plakaten yderligere form, og grundene til at sikre din billet bliver flere.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Fra 80’er-ikoner til stjerneskud
Traditionen tro består det foreløbige program på Wonderfestiwall 2026 næsten udelukkende af danske kunstnere – på nær svenske The Cardigans.
Den tendens fortsætter med dagens musikpakke. Her finder vi nemlig fire danske navne, der spænder fra 80’er-ikoner til nye stjerneskud.
“Det er fire artister, der hver især bringer noget særligt til scenen. Det er stærke danske navne med hver deres udtryk, og vi glæder os til at opleve den energi, de skaber på festivalpladsen til sommer. De seneste tre år har Wonderfestiwall været udsolgt, og vi kan allerede mærke, at billetsalget er i fuld gang og ligger foran niveauet på samme tid sidste år,” siger medarrangør Daniel Mühlendorph i en pressemeddelelse.
Dagens første nye navn er Ida Lauerberg.
Hun har særligt gjort sig bemærket med gennembrudshittet ‘Terrier’ og Andreas Odbjerg-samarbejdet ‘Jeg ka’ rigtig godt li’ dig’
Dodo & The Dodos tager ligeledes en række hits som ‘Vågner i natten’ og ‘Sømand af verden’ med til Bornholm.
Manden bag numre som ‘Solhverv’ og ‘Paris’, Lord Siva, er også at finde på Wonderfestiwall-plakaten.
Og så kan festivalen tilføje det unge stjerneskud Rosa til programmet. Hun har tidligere gået under kunstnernavnet RoseeLu, men gen-debuterede sidste år i sit rigtige fornavn med ‘Skyklapper’.
Nummeret, der italesætter behovet for indimellem at slukke for alle verdens dårlige nyheder, skabte debat og blev Rosas hidtil største streaming-hit.
Ingen billet? Bliv frivillig i stedet
Ifølge en pressemeddelelse fra Wonderfestiwall er der udsigter til en udsolgt festival igen i år. Når man ikke at skaffe billet, kan man dog stadig komme med som frivillig.
Tilmeldingen er netop startet, og frivilligansvarlig Bjørn Madsen opfordrer til at man overvejer muligheden for at tage del i det frivillige arbejde, der er livsnødvendigt for festivalen.
“Vores frivillige er helt afgørende for, at festivalen kan lade sig gøre. De er med til at skabe både stemningen og rammerne omkring oplevelsen. Samtidig er det en unik mulighed for at være en del af festivalen på en helt særlig måde og indgå i et stærkt fællesskab,” siger han i en pressemeddelelse.
