Amerikansk indiedarling rykker ind i Store Vega

Current Joys spillede senest i Danmark i 2022. Til sommer opgraderer manden bag soloprojektet, Nick Rattigan, kapaciteten.

Kært barn har mange navne, som det klassiske ordsprog bedyrer. Og det synes da også at være tilfældet for indiedarlingen Nick Rattigan.

Efter at have udgivet musik under flere forskellige aliasser lagde han sig i 2015 mere eller mindre fast på navnet Current Joys.

Både før og efter navneskiftet har Rattigan været blandt de mest konsekvente indiemusikere i verden og har udgivet en lang række stærke plader med numre, der er blevet streamet flere hundred millioner gange.

Nu vender han tilbage til Danmark for første gang siden 2022. Og denne gang bliver det i noget større rammer.

(Artiklen fortsætter under billedet)

PR-foto.

Drømmende indiepop indtager salen

Da Nick Rattigan senest optrådte som Current Joys i Danmark, var det på Spillestedet Stengade, hvor salen var totalt udsolgt.

Den 17. august indtager han Store Vega, hvor der altså er plads til et noget større publikum.

Kigger man på Current Joys’ streamingtal, skulle man da også tænke, at han sagtens kunne udfylde et rum som Store Vega – og måske endda større end det.

Mens numre som ‘Kids’ og ‘Blondie’ har mere end 400 millioner afspilninger på Spotify, og artisten selv har i omegnen af 7,5 millioner månedlige lyttere på platformen, er navnet Current Joys dog ikke nødvendigvis bredt kendt.

Se også
Benjamin Hav annoncerer kæmpe koncert: ‘H.C. Andersen varmer op!’

Det kan muligvis hænge sammen med, at Nick Rattigan ikke er den mest højtråbende og selviscenesættende herre på den amerikanske indiescene.

I stedet får musikken lov til at være i højsædet.

Rattigan har eksperimenteret rigeligt med sin lyd i løbet af karrieren, men Current Joys er bedst kendt for en drømmende, hjemmebagt indiepop-lyd, der bærer en form for indbygget varm nostalgi.

På hans seneste plade, ‘East My Love’ fra 2024, gik han dog i en mere indiefolket lyd inspireret af singer-songwriters som Elliott Smith og Jason Molina.

Rattigan har tidligere i år teaset for et kommende album, så mon ikke, der lander nyt Current Joys-materiale i tid til koncerten den 17. august?

Billetsalget starter fredag den 17. april klokken 11.