Benjamin Hav annoncerer kæmpe koncert: ‘H.C. Andersen varmer op!’

Benjamin Hav inviterer hele Danmark – også Kongen – til karrierens største koncert, når han indtager landets nationalstadion.

Han har netop vundet ‘X Factor’ med artisten Hugo A i sin første sæson som dommer i programmet.

Og nu kan han tilføje endnu en milepæl til cv’et.

Næste år indtager Benjamin Hav nemlig Parken sammen med sit band, Familien.

Det bliver karrierens med længder største headlinershow for den ofte sarkastiske rapper, der har fundet stor succes på egen hånd efter bruddet med Benal-makkeren Magnus Albert Wanscher.

(Artiklen fortsætter under billedet)

PR-foto.

Vil genoplive Dirch Passer

I en pressemeddelelse annoncerer Live Nation, at Benjamin Hav & Familien indtager Parken den 3. juli 2027.

Rapperen er selv vokset op på Østerbro, og derfor betyder koncerten i Danmarks største arena ekstra meget for ham.

“Jeg er en Østerbro dreng. Parken Stadion er et sted jeg er kommet mange gange i mit liv. Det bliver kæmpe stort for mig og mit band at træde op på den største scene i Danmark. Jeg ved det bliver en fantastisk koncert! Lyden bliver fantastisk. Lyset bliver fantastisk. Jeg bliver fantastisk. Jeg ved så ikke helt med bandet… Men jeg bliver fantastisk!”, lyder det fra Benjamin Hav i en pressemeddelelse.

Se også
Maria Fantino viste maven frem på scenen: Så eksploderede indbakken

Siden udgivelsen af det sidste Benal-album ‘Benjamin og Albert’ i 2018, har Benjamin Hav samarbejdet med en lang række kunstnere.

Han har blandt andet været de nye ‘Nik & Jay’ med Topgunn, hejst et ‘Hvidt flag’ med Thomas Helmig og hyldet ‘København’ med Rune Rask, resten af Suspekt og TooManyLeftHands.

Og så har han selvfølgelig også toppet den danske hitliste med Lukas Graham på ‘Du ligner din mor’.

Derfor kan publikum i Parken med sikkerhed se frem til flere prominente gæster på scenen. I pressemeddelelsen teaser Benjamin Hav på vanlig gavtyv-manér for en række mere eller mindre realistiske gæster:

“Prøv lige at tænke på gæsterne! Måske kommer Søs Egelind. Måske kommer Thomas Helmig. Og Nikolaj Lie Kaas og Rasmus Seebach. Måske vi genopliver Dirch Passer! Det kunne sagtens ske! Men jeg kan ikke love noget. Men jeg lover at det bliver den bedste koncert i Danmarkshistorien. Det lover jeg med statsgaranti!”, siger han.

Kongen er inviteret

Benjamin Hav håber på at kunne samle hele Danmark til sin koncert i Parken. Selv ellers afdøde ikoner vender – som førnævnte Dirch Passer – tilbage for at overvære stjernerapperens optræden, hvis man skal tro ham selv.

“Jeg elsker jo hele Danmark. Hver og en. Når vi samles til min koncert, så håber jeg at vi kan genopdage hinanden. Se hvor meget vi ligner hinanden selvom vi ikke ligner hinanden. Vi skal både have røde pølser og kebab. Egon Olsen og Kim Larsen. Vi spiller for jer allesammen! Vi genopfinder hele Danmark sammen! H.C. Andersen varmer op! Læser et eventyr for børnene! Og der er shots!”, uddyber Benjamin Hav i pressemeddelelsen.

I et interview med B.T. udtaler han sågar, at der også ligger fribilletter klar til Kong Frederik og Kronprins Christian. Om de dukker op sammen med Dirch Passer og H.C. Andersen, må tiden vise.

Billetsalget starter fredag den 17. april klokken 10.00.