Badehotellet-skuespiller stiller op til kommunalvalget

Skuespilleren Bjarne Henriksen stiller op til kommunalvalget 18. november i år. Det gør han i Frederiksberg Kommune for Socialdemokratiet.

Det siger Bjarne Henriksen til TV 2 Kosmopol.

– Nu er jeg 66 år, og i min alder får jeg efterhånden kun tilbudt roller som et af de tre D’er: Død, Døende – eller Dement. Og så er der altså tid til politisk arbejde, siger han til TV 2 Kosmopol.

Han er kendt fra et hav af film og tv-serier såsom “Badehotellet” på TV 2 og DR’s “Forbrydelsen”.

Bjarne Henriksen har boet på Frederiksberg i København de seneste ti år. Han vil være med til at sikre, at Frederiksberg Kommune forbliver rød. I dag hedder borgmesteren Michael Vindfeldt (S).

Han har været borgmester siden 2022 og stoppede dermed 112 års konservativt styre i kommunen.

– Jeg stiller op til kommunalvalget for Socialdemokratiet, fordi jeg mener, at Frederiksberg skal fortsætte med Michael Vindfeldt som borgmester. Det tror jeg, at vi alle er bedst tjent med, siger Bjarne Henriksen i en pressemeddelelse fra Socialdemokratiet på Frederiksberg.