Et færdselsuheld med en lastbil har nu resulteret i, at en travl omfartsvej er blevet afspærret i begge retninger. Politiet fortæller, at lastbilen er kørt i grøften og væltet
Lørdag morgen og formiddag er vejhjælp til stede omkring en væltet lastbil, oplyser Vejdirektoratet.
‘Uheld, afspærret i begge retninger. Forventes genåbnet klokken 09.00,’ lyder det på Vejdirektoratets trafikkort.
Presse-fotos.dks har i forbindelse med uheldet været i kontakt med politiet, der har yderligere oplysninger i sagen.
(Artiklen fortsætter under billedet)
“I nat omkring klokken 00.30 får vi en anmeldelse om, at en lastbil er kørt i grøften på Rute 11 i Tønder,” siger vagtchef ved Syd- og Sønderjyllands Politi Jacob Matthiesen.
Ifølge Presse-fotos.dks oplysninger er lastbilen under uheldet væltet. Lastbilen er samtidig fuldt lastet, så det vil tage længere tid at få den op at stå.
“Der er ikke nogen, der er kommet til skade i uheldet, men her til morgen er vejen afspærret i begge retninger, fordi lastbilen skal fjernes,” siger vagtchef Jacob Matthiesen.
Der er tale om en tyskregistreret lastbil.
Syd- og Sønderjyllands Politi er ikke til stede ved uheldet lørdag morgen og formiddag, og derfor har politiet ikke nogen tidshorisont for genåbning af vejen.
Men Vejdirektoratet meddeler altså, at Rute 11 vil genåbne omkring klokken 09.00.