Mildere temperaturer kan føre til skjulte vandskader – sådan undgår du at ende med en stor regning.
Efter en periode med frost og sne står Danmark nu over for et vejrskifte. Med stigende temperaturer og smeltende is kommer der en ny udfordring for boligejere – risikoen for fugt- og vandskader.
Når sne og is smelter, kan vand sive ind i selv de mindste revner i taget eller facaden. Og opdager man det for sent, kan skaderne blive både dyre og besværlige at reparere.
Det skriver LB Forskring i en pressemeddelelse.
Forsikringsselskab slår fast: Tjek din bolig nu
LB Forsikring, Danmarks største medlemsejede privatforsikringsselskab, advarer nu boligejere mod at ignorere konsekvenserne af det milde vejr.
”Når sneen eller isen tør, kan det resultere i, at vand siver ind gennem en revne i taget eller andre små utætheder på boligens facade. Hvis boligejerne ikke er opmærksomme, kan de få sig en ubehagelig overraskelse i form af fugtskader eller vandskader. Derfor vil vi gerne opfordre boligejerne til at være opmærksomme,” siger Trine Bechmann Henningsen, chef for skadecenteret i LB Forsikring.
Udover de direkte skader fra smeltet sne, kan frostsprængte vandrør også give alvorlige problemer.
”Vejrskifte giver altid lidt ekstra arbejde for boligejerne. Hvis man for eksempel ikke har fået lukket for vandet i fritidshuset i vinterperioden, vil rørene kunne springe læk, og det opdager man som regel først, når det tør og vandet begynder at sive ud i huset,” advarer hun.
Sådan undgår du vandskader og andre skader
For at minimere risikoen for vandskader anbefaler LB Forsikring følgende:
Tjek din bolig grundigt – Hold øje med revner i taget, facaden og loftet, hvor sne og is kan have samlet sig og smelter.
Kontrollér vandrør – Åbn hovedhanen langsomt og se, om vandmåleren kører uden at nogen bruger vand. Hvis den gør, kan der være en lækage.
Vær ekstra opmærksom på fritidshuse – Frostsprængte rør opdages først, når temperaturen stiger, og vandet begynder at sive ud.
Ved at tage disse forholdsregler nu kan du som boligejer spare dig selv for dyre reparationer og besvær senere.