En teenager er kommet alvorligt til skade i en voldsom ulykke fredag aften. Teenageren er blevet ramt af en personbil ført af en ung mand
Billeder fra ulykkesstedet viser, at en lille Opel-personbil holder i vejkanten med havariblinket tændt.
Forruden på bilen er fuldstændig knust, mens en bilinspektør går rundt på kørebanen og foretager undersøgelser, der senere skal danne grundlag for en rapport om ulykken.
Ulykken er sket på en landevej, hvor man må køre 70 kilometer i timen.
Her er en fodgænger blevet kørt ned.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Det er en 18-årig mand, der i al hast er blevet bragt til Rigshospitalet efter en alvorlig trafikulykke i Frederiksværk sent lørdag aften.
Det fortæller Flemming Hansen, som er vagtchef ved Nordsjællands Politi, tidligt søndag morgen.
“Han er blevet kørt på traumecenter og er uden for livsfare, men alvorligt tilskadekommen,” siger vagtchefen til Ritzaus Bureau.
Den 18-åriges pårørende er underrettet.
Ulykken fandt sted på Frederikssundsvej nær Kregme Station og blev anmeldt til politiet klokken 23.41.
Ifølge politiets undersøgelser blev den 18-årige mand, som færdedes til fods, her påkørt af en 25-årig mandlig bilist.
“Som vi lige umiddelbart får det fortalt i vidneforklaringer, er der en, der kommer kørende, og så rammer den her person, der går på vejen,” siger Flemming Hansen.
Ingen er blevet anholdt, og der er ingen mistanke om, at der var alkohol eller stoffer involveret i ulykken, lyder det.
“Vi har haft bilinspektører ude og undersøge. Og vi har sikret os bilen, så den skal også undersøges nærmere,” siger Flemming Hansen.
Bilinspektører tilkaldes efter alvorlige trafikulykker og kan blandt andet vurdere, hvor hurtigt der er blevet kørt, og om der er foretaget opbremsninger eller lignende.
Politiet har afsluttet sine undersøgelser på ulykkesstedet, og der er således ikke afspærret for trafik i området.


