Et orange fly fra British Antarctic Survey har tirsdag aften vakt opsigt, mens det gentagne gange cirkulerer over Bagsværd Sø og Marienborg. Samtidig er politiet massivt til stede i området omkring både Bagsværd og Lyngby.
Flyet er ifølge Flightradar24 et “De Havilland Canada DHC-6 Twin Otter”, et specialfly, der normalt bruges til videnskabelige undersøgelser og transport i nogle af verdens mest utilgængelige egne – blandt andet Antarktis. Det er udstyret med to turbopropmotorer og kan anvendes til blandt andet kortlægning og transport af forskere og udstyr.
Det orange fly ses i forbindelse med sikkerhedsoperationen omkring Marienborg, hvor der tirsdag fra kl. 18.15 afholdes en arbejdsmiddag med de nordiske landes stats- og regeringschefer.
Flyet cirkulerer over området omkring Bagsværd Sø og Marienborg, mens sikkerheden er skærpet i forbindelse med det internationale besøg.

Massivt politiopbud
Der er samtidig et massivt politiopbud i området. Politiet er blandt andet synligt i udkanten af Bagsværd og i udkanten af Lyngby omkring Nybrovej, hvor Marienborg ligger. Ukraines præsident Volodymyr Zelenskyj ankom tirsdag formiddag til København.
Besøget har udløst en omfattende sikkerhedsoperation, og tirsdag aften samles han med de nordiske stats- og regeringschefer til arbejdsmiddag hos statsminister Mette Frederiksen. På dagsordenen er blandt andet den militære støtte til Ukraine, luftforsvar og sikkerheden i Europa.
