En kæmpe sum penge er blevet afsat hos Sundhedsråd Nordsjælland til at styrke ældreplejen og hjælpe børn og unge i mistrivsel og deres familier.
31 millioner kroner fra sundhedsreformen har nu fået sin plads hos Sundhedsråd Nordsjælland.
Det er nemlig blevet besluttet, hvordan pengene skal fordeles mellem de otte kommuner i 2027, og her står det klart, at særligt bestemte områder får gavn af de mange penge.
Sundhedsrådet har nemlig valgt at prioritere to områder midlerne til lokale indsatser skal bruges inden for.
(Artiklen fortsætter efter billedet)

Det ene handler om at hjælpe børn og unge i psykisk mistrivsel tidligere og styrke støtten til deres familier, og det andet handler om at styrke medarbejdernes kompetencer i ældreplejen.
Det vækker stor begejstring hos formanden for Sundhedsråd Nordsjælland.
”Jeg er glad for, at vi er blevet enige om at prioritere midler til vores ældre og børn og unge, der har det svært. Jo tidligere vi griber ind over for mistrivsel, desto større er chancen for at forhindre, at problemerne vokser sig store. Det kan spare børn, unge og deres familier for svære forløb og bekymringer. Samtidig kan vi styrke plejen af vores ældre. Det er et vigtigt skridt mod et stærkere sundhedsvæsen tæt på borgerne,” siger Christoffer Buster Reinhardt (C), formand for Sundhedsråd Nordsjælland.
Stor sum til sundhedsindsatser
20.8 millioner kroner af de 31 millioner kroner skal gå til lokale indsatser for børn, unge og ældre.
3.2 millioner kroner skal afsættes til anbefalinger om kommunal sygepleje og pleje af personer, der er alvorligt syge eller døende.
7 millioner kroner er øremærket til at opfylde nationale kvalitetskrav på området.
Da kommunerne har vidt forskellige behov bliver de 24 millioner kroner fordelt mellem kommunernes sygdomstyngde.
Det vil sige, at den enkelte kommune selv kan fordele pengene mellem de to prioriterede områder efter lokale behov.
”Vi er enige om retningen, og at vi er 8 forskellige kommuner. De enkelte kommuner kender deres borgere godt og har indblik i nuværende indsatser på de to udvalgte områder. Derfor er det afgørende, at de enkelte kommuner udmønter pengene, dér hvor de gør mest gavn. Kun den vej når vi målet om at skabe et mere lige og nært sundhedsvæsen,” siger Benedikte Kiær (C), borgmester i Helsingør Kommune.
Inden året er omme, skal kommunerne i Sundhedsråd Nordsjælland godkende de konkrete indsatser, som skal igangsætte i det nye år.
Sådan fordeles pengene i kommunerne
- Allerød: 1,44 mio. kr.
- Fredensborg: 2,83 mio. kr.
- Frederikssund: 3,70 mio. kr.
- Gribskov: 3,38 mio. kr.
- Halsnæs: 2,78 mio. kr.
- Helsingør: 4,85 mio. kr.
- Hillerød: 3,48 mio. kr.
- Hørsholm: 1,54 mio. kr.