Brøndby-træner har taget nyt greb i brug før derby

Artiklen fortsætter under annoncen
Artiklen fortsætter under annoncen

Polsk landsholdsspiller i en vekslende rolle mellem forsvar og midtbane styrkede senest Brøndbys defensiv.

Da Brøndby for halvanden måned siden tabte sæsonens første derby med 0-1 hjemme, var det fjerde liganederlag i træk, og kritikken af træner Thomas Nørgaards projekt var tiltagende.

Når Brøndby søndag gæster Parken, er vindene omkring Brøndby igen mere positive.

Holdet kommer fra en uge med tre sejre – inklusive pokalen – og den tidligere udskældte defensiv står nu stærkere.

– I strukturen synes jeg allerede, det så fornuftigt ud mod OB (for tre uger siden, red.), men der kom så nogle graverende fejl. Vi har fået polstret nogle ting, som var lidt mere åbne, og senest mod AGF brugte vi et taktisk træk med Bartosz Slisz, forklarer Thomas Nørgaard.

Han hentyder til, at holdets polske midtbaneslider i situationer, når AGF havde bolden, trak tilbage og agerede en ekstra stopper mellem Raphael Canut og Frederik Alves.

Nogle iagttagere har talt om formationsskifte, men det mener Nørgaard ikke, at der var tale om.

– For os er det ikke et formationsskifte, men fleksibilitet, hvor Bartosz faldt ned i spillet mod bolden. Ved vores mål til 1-0 lå han på den offensive midtbane, og det ville han ikke gøre, hvis det var et formationsskifte, begrunder Nørgaard.

Det samme greb kan komme søndag, “hvis behovet er der”, og det vil passe Slisz fint.

– Jeg kan fint tilpasse mig rollen, hvis træneren ønsker det, og det kan hjælpe holdet, siger polakken, der ser udvikling over hele linjen.

– Vi fik en god start på sæsonen, faldt så lidt ned, og nu er vi på sporet igen. Vi har kun haft fire måneder med den nye stab, og jeg er glad for, hvordan det ser ud. Vi forbedrer os hele tiden, og det skal vi fortsætte med. Når vi kommer til mesterskabsspillet, kan alt ske.

Thomas Nørgaard har samme gode følelse.

– I første omgang handlede det om at være på omgangshøjde med top-6-stregen, og forhåbentlig kan vi have kontakt til dem, der ligger foran os, og så gradvist blive bedre hen over det næste vindue og så tage nye skridt i den rigtige retning i foråret.

Cheftræneren glæder sig over, at truppen som enhed står bedre sammen.

– Historisk set har der været et fantastisk omklædningsrum i Brøndby, og jeg har fornemmet en udvikling på holdfølelsen, fra jeg trådte ind og indtil nu. Jeg har været vedholdende om, at det handler om “vi” og ikke “jeg”, og det har udmøntet sig i en voksende holdfølelse.

I optakten til søndagens derby, der har kickoff klokken 12.00, har Nørgaard lagt vægt på, at spillerne skal bevare køligheden trods kampens storhed og betydning for fansene.

– Det er kampe, der lever deres eget liv. Det handler om at spille kampen ud fra en plan og ikke spille eventen med alle de følelser, vi bliver påduttet. Kan vi holde et køligt hoved, tror jeg, vi vil se et lige kampbillede.

Før derbyet er der syv point mellem FCK og Brøndby på henholdsvis anden- og fjerdepladsen.

RITZAU

Annonce
Annonce
Annonce