En mand blev tidligt torsdag morgen dræbt i en trafikulykke på motorvejen. Manden blev ramt af en lastbil, da han steg ud af sin bil efter at være endt i et solouheld. Der er fortsat voldsomme trafikale problemer efter hændelsen.
Tidligt torsdag morgen skete en tragisk dødsulykke på motorvejen.
Politiet oplyste, at en mand først var kørt galt i sin bil i et solouheld. Da han efterfølgende steg ud af køretøjet, blev han ramt af en lastbil.
Manden blev fragtet på hospitalet, men afgik ved døden.
Hans pårørende er underrettet.
Det skriver Ekstra Bladet.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Selvom politiet var færdige på ulykkestedet kort inden klokken 08, og strækningen igen er åben for trafik i alle fire spor på Køge Bugt Motorvejen, er der fortsat store trafikale udfordringer i området.
Ifølge P4 Trafik har der længe været massiv kø på flere strækninger.
Omkring klokken 08.15 lyder det dog, at køen har løsnet sig på Sydmotorvejen, der også har været påvirket efter ulykken.
Der er fortsat tæt trafik på Køge Bugt Motorvejen mellem 32 Køge og Ishøjudfletningen, lyder det.
‘Desuden er der fortsat massiv kø på flere alternative ruter, heriblandt rute 151 Københavnsvej og rute 6 Roskildevej,’ fremgår det af P4 Trafik.
Den langvarige afspærring af ulykkestedet skyldtes blandt andet, at en bilinspektør skulle undersøge stedet.
En bilinspektørs opgave er at undersøge alvorlige trafikulykker. Bilinspektøren kan blandt andet vurdere, hvor hurtigt der er blevet kørt, eller om der er foretaget opbremsning eller lignende.
Alderen på den afdøde er ikke oplyst.
Anmeldelsen om hændelsen indgik omkring klokken 05.00.




