Priskrigen på smør starter normalt først i december. Allerede nu er prisen dog banket helt i bund i en butikskæde uden tidshorisont. Det samme gælder prisen på oksekød.
Det har de seneste år været normalt for dagligvarekæder at kæmpe for kundernes gunst ved at sænke priserne.
Særligt i december har det været synligt, når kæderne er gået ind i priskrig på eksempelvis smør.
Når der fløjtes op til priskrig, ser mange danskere deres snit til at begynde at hamstre produktet, der jo som bekendt kan fryses ned og bruges på et senere tidspunkt.
Sidste år satte Netto prisen på en pakke Kærgården helt ned til 7,50 kroner i december.
Allerede nu – i starten af november – er årets priskrig på smør skudt i gang.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Det skriver B.T., der har snakket med detaileksperten Bruno Christensen, som har mere end 50 års erfaring på bagen inden for dagligvarebranchen.
At priskrigen allerede er startet nu, er noget helt nyt.
“Jeg har ikke set, at de seneste års priskrig om smør før jul er startet så tidligt på året,” siger han til mediet.
Fast tilbud på smør og oksekød
Lars Mose Iversen, der er direktør for Fleggaard Detail, oplyser, at grænsebutikskæden fra onsdag har banket prisen i bund.
Det betyder, at man nu kan købe 200 gram Bakkedal Smørbar med 20 procent for kun 7,99 kroner. Tidligere var prisen fra 9,99 kroner.
Også prisen på oksekød er sænket.
Tidligere kostede 400 gram oksekød med 8 til 12 procents fedt fra 33,33 kroner. Den nye pris lyder på 29,99 kroner.
Ifølge direktøren er smør og oksekød to af kædens mest populære dagligvarer, der nu bliver sænket uden tidshorisont.
“Prisnedsættelsen er uden udløbsdato og dermed ikke en kortvarig kampagne. Vores kunder skal altid kunne regne med en besparelse på min. 30% på den samlede indkøbskurv i forhold til Danmark, når de handler hos Fleggaard,” siger han til B.T..
Vidste du, at Presse-fotos.dk findes om app? Hent den gratis her: Presse-fotos.dk App – App Store.


