Flere sager har den seneste tid skabt problemer for partiet, der nu står til sit dårligste resultat i næsten fire år.
Allan Feldt, der står bag Aqua d’Or, sidder i dag i Folketinget for Dansk Folkeparti. Men da hans tidligere juicevirksomhed Seimei gik konkurs i 2021, fik han og hustruen selv en stor del af deres penge tilbage.
Tilsammen modtog parret knap 519.000 kroner fra konkursboet, mens Gældsstyrelsen og Landbrugsstyrelsen måtte se langt efter mere end 750.000 kroner.
Det viser dokumenter fra konkursboet, som Ekstra Bladet har fået aktindsigt i.
Seimei gik konkurs i oktober 2021 efter flere år med store underskud. I de sidste to regnskabsår tabte virksomheden over 20 millioner kroner.
Allan Feldt havde et krav på 935.000 kroner og fik 394.000 kroner tilbage. Hans hustru havde et godkendt krav på 297.000 kroner og modtog godt 125.000 kroner.
Det fremgår ikke, hvad parrets krav konkret dækkede over.
Gældsstyrelsen fik kun en del af sine penge tilbage, mens Landbrugsstyrelsen fik knap 305.000 kroner ud af et krav på godt 724.000 kroner.
Også tennisstjernen Clara Tauson og et selskab i rigmanden Fritz Schurs koncern tabte penge på konkursen.
Konkursboet blev behandlet af to kuratorer, som tilsammen fik over to millioner kroner i honorar. En af dem var Nicolai Dyhr, der senere blev kendt fra dokumentaren ‘Den sorte svane’.
Allan Feldt ejer i dag Feldt Holding ApS, der i det seneste regnskab havde en egenkapital på godt 30 millioner kroner.
Kan du lide at drøfte politik og politiske emner? Meld dig ind i Facebook-gruppen https://www.facebook.com/groups/1221596540153888/
