En uformel aftale om at skåne Ruslands brændstofsektor holdt under et døgn. Natten til fredag står et strategisk raffinaderi i Samara i flammer efter et formodet ukrainsk droneangreb.
Torsdag kunne den amerikanske avis The Wall Street Journal erfare, at ukrainske styrker havde sat deres langtrækkende angreb på russiske olieraffinaderier på pause. Beslutningen kom angiveligt efter markant pres fra USA’s præsident, Donald Trump, og det var forventningen, at pausen skulle strække sig frem til det forestående amerikanske midtvejsvalg.
Men det midlertidige ophold fik en brat afslutning. Fredag morgen meldes endnu et russisk energianlæg i brand.
Det skriver The Kyiv Independent.
Omfattende brande ved Rosneft-anlæg
Ifølge The Kyiv Independent er der tale om Novokuybyshevsk-olieraffinaderiet, der ligger i Samara oblast i det sydøstlige Rusland.

Foto: Astra/telegram
Meldingerne understøttes af videooptagelser og billeder fra den ukrainske overvågningskanal Exilenova+ og Astra, som viser kraftig røg og brande ved anlægget samt meldinger om droner over området. Det ukrainske medie understreger dog, at skadernes reelle omfang endnu ikke er uafhængigt bekræftet.
Første aktion siden oktober
Nattens angreb markerer den første registrerede aktion mod et russisk olieraffinaderi siden midten af oktober og tolkes af militære iagttagere som en direkte genoptagelse af Ukraines offensive kampagne.
Novokuybyshevsk-raffinaderiet spiller en vigtig rolle for den russiske forsyning. Anlægget ejes af det statskontrollerede Rosneft og behandler årligt cirka 8,8 millioner ton råolie. Det producerer blandt andet flybrændstof, benzin, diesel og smøremidler til både civilt og militært forbrug.
Ukraines strategi med at ramme russisk energiinfrastruktur har to overordnede mål: at svække brændstofforsyningen til de russiske tropper ved fronten og at begrænse den lukrative olieeksport, som er med til at finansiere Moskvas krigsførelse.

Foto: Astra/telegram
Donald Trump, har gentagne gange opfordret Ukraine til at stoppe med at angribe russiske olie- og gasanlæg, skriver Ritzau.
Trump har hævdet, at det er på grund af ukrainske angreb mod Ruslands oliesektor, at de globale priser på brændstof er steget.
Præsidenten mener ikke, at de seneste måneders stigning i brændstofpriserne skyldes den krig mod Iran, som USA og Israel indledte i slutningen af februar.