Byen Olesjky har været besat af Rusland siden 2022, og befolkningstallet er faldet fra 24.000 til cirka 2000.
En våbenhvile mellem Ukraine og Rusland, der skal give mulighed for at bringe humanitær hjælp ind i den russiskbesatte by Olesjky, er natten til tirsdag klokken 02.00 dansk tid trådt i kraft.
Det oplyser Ruslands forsvarsministerium ifølge nyhedsbureauerne Reuters og Tass.
Den krigshærgede by ligger i Ukraines sydlige Kherson-region.
Rusland har midlertidigt stoppet angrebene i regionen som følge af våbenhvilen, oplyser ministeriet ifølge Reuters.
Nyhedsbureauet AFP skriver dog, at det ikke har kunnet verificere, om der er færre angreb, efter at våbenhvilen er trådt i kraft.
Byen har været fanget i krydsilden mellem de to parter siden 2022, hvor russiske styrker indtog byen.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Tidligere indbyggere oplyste tidligere på året til AFP, at de tilbageværende indbyggere sultede, manglede medicin og havde svært ved at forlade området.
Befolkningstallet i byen er siden 2022 faldet fra omkring 24.000 til cirka 2000. Blandt dem er 50 børn, viser ukrainske og amerikanske skøn.
Våbenhvilen gælder i et afgrænset område, skriver AFP.
Trepartsforhandlinger mellem USA, Rusland og Ukraine står til at blive genoptaget i november efter flere måneders pause.
Ingen af de tre parter har oplyst, hvem der skal overvåge våbenhvilen. De har heller ikke givet detaljer om den humanitære operation, der er formålet med våbenhvilen.
USA’s førstedame, Melania Trump, meddelte fredag, at hun havde mæglet våbenhvilen på plads.
Her udtalte hun, at civile embedsmænd fra både Rusland og Ukraine vil besøge indbyggerne i deres hjem for at “fastslå omfanget af den hjælp, de har brug for”.
– Indbyggere, der ønsker at lade sig evakuere, vil få koordineret støtte og transport til deres foretrukne destination. Jeg forventer, at nogen vil ønske at tage til Rusland, og andre til Ukraine, sagde hun.
Hverken Rusland eller Ukraine har oplyst, hvor længe våbenhvilen vil vare.
Det russiske forsvarsministerium oplyste fredag, at det vil indstille angrebene i “Kherson-sektoren”, så længe våbenhvilen varer. Ministeriet uddybede ikke, hvor længe det ventes at være.
Ukraine har anklaget Rusland for at forhindre indbyggerne i at rejse, hvilket Rusland afviser.
RITZAU
Vidste du, at Presse-fotos.dk findes om app? Hent den gratis her: Presse-fotos.dk App – App Store.
