Det lyder fra myndighederne, at der er ‘ekstraordinær fare’ og i den forbindelse kommer der nu flere advarsler til turister og lokale
Mange danskere valfarter hvert år til det populære ferieparadis for at nyde sol, strand og varme.
Men lige nu er der grund til at være ekstra opmærksom, hvis du selv skal afsted eller kender nogen, der befinder sig i området.
En voldsom storm har allerede kostet menneskeliv og skabt omfattende oversvømmelser.
Nu advarer myndighederne om ekstremt vejr, der ventes at tage til i styrke.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Det er Spanien, der forbereder sig på voldsom regn som følge af en kraftig middelhavsstorm, der ventes at tage til i styrke mandag.
Det skriver nyhedsbureauet AFP søndag aften dansk tid, efter at stormen har oversvømmet gader, skabt transportforstyrrelser og kostet en kvinde livet uden for Barcelona.
Aemet, som er Spaniens meteorologiske institut, har udsendt en rød vejrvarsling, som er det højest mulige niveau. Den gælder i den østlige region Valencia og på ferieøen Mallorca, hvor der er “ekstraordinær fare” for voldsom regn tidligt mandag.
De Baleariske Øers regionale regering har indstillet skoleundervisningen på Mallorca, Ibiza og Formentera.
I Valencia er nogle regionaltog blevet aflyst på ubestemt tid. Regionen blev hårdt ramt, da Spanien i 2024 blev ramt af dødelige oversvømmelser.
Redningstjenesterne i regionerne Valencia, Catalonien, Andalusien og på De Baleariske Øer meldte allerede søndag om hundredvis af hændelser, der blandt andet omfatter oversvømmede boliger og veje, væltede træer og materielle skader.
På Ibiza er flere veje blevet oversvømmet af grumset vand, hvor store affaldscontainere har kunnet ses flyde rundt, mens flere biler har stået delvist under vand.
Strandresorterne, der huser øens berømte natteliv med natklubber, har ligget øde hen, skriver AFP.
Hovedvejen til Ibizas lufthavn blev søndag lukket, og 27 flyafgange blev aflyst.
16 fly blev omdirigeret, og flere afgange blev forsinket, oplyste lufthavnsoperatøren Aena.
På Mallorca blev yderligere 37 flyafgange søndag aflyst.
Den spanske hær har sendt soldater fra fastlandet til Ibiza og Mallorca for at hjælpe med at håndtere situationen, skriver AFP.
Indbyggerne i dele af Valencia, på De Baleariske Øer og i Andalusien er på sms blevet opfordret til at undgå unødvendige rejser.
Det catalanske brandvæsen har oplyst, at en kvinde, der lørdag var faldet i et vandløb i byen Cabrera de Mar, blev fundet død i havet.
Byen ligger omkring 25 kilometer nordøst for Barcelona.
RITZAU


