FCK-træner ærgrer sig over starten på 2. halvleg

Artiklen fortsætter under annoncen
Artiklen fortsætter under annoncen

FCK spillede søndag 1-1 mod de forsvarende mestre fra AGF. 20 minutter af kampen ærgrer Bo Svensson.

FC København faldt i niveau og var flere gange et skridt bagefter modstanderne fra AGF i begyndelsen af anden halvleg i søndagens kamp i Superligaen.

Det siger FCK’s cheftræner, Bo Svensson, efter kampen til klubbens hjemmeside.

– Jeg synes, at vi var bedst i første halvleg, hvor vi også havde de få chancer, der var i halvlegen, men vi droppede i niveau i de første 20 minutter af anden halvleg, og det udnyttede AGF fortjent til at udligne, siger han.

FCK skabte flere store chancer i første halvleg, og efter 35 minutter kanonerede brasilianeren Robert hjemmeholdet i front med et knækkende skud til 1-0.

Efter pausen fik FCK problemer med at holde fast i spillet. 63 minutter inde i kampen kunne Janni Serra således udligne til 1-1, hvilket blev kampens endelige resultat.

– De kunne også have scoret inden da, men heldigvis fik vi overtaget tilbage til sidst, hvor vi med lidt mere skarphed skulle have scoret på nogle af vores chancer. Der var også nogle situationer, som vi kunne have spillet større, siger Svensson og fortsætter:

– Jeg er utilfreds med de 20 minutter, hvor vi faldt i niveau og flere gange var et skridt bagefter, blandt andet når de tog deres frispark hurtigt og satte omstillinger i gang. Det skal vi være bedre til at håndtere.

FCK topper efter 11 kampe tabellen med 25 point, mens de forsvarende mestre fra AGF ligger på en 10.-plads med ni point.

– AGF viste, at de har et rigtig godt hold med mange dygtige spillere, og de er godt trænet af Jakob Poulsen. Så på den måde kan man godt undre sig over, at de ligger, hvor de gør i tabellen, siger Svensson.

RITZAU

Annonce
Annonce
Annonce