Dansk målmand nærmer sig NHL-debut i ny klub

Artiklen fortsætter under annoncen
Artiklen fortsætter under annoncen

Målmanden Mads Søgaard var for første gang del af NHL-truppen, da Tampa Bay Lightning natten til onsdag mødte New York Rangers.

Ishockeymålmanden Mads Søgaard er kommet et stort skridt nærmere debut for NHL-holdet Tampa Bay Lightning.

Efter en stærk sæsonstart hos farmerholdet Syracuse Crunch er Søgaard blevet indlemmet i Tampa Bay Lightning-truppen. Han sad for første gang på bænken, da holdet natten til onsdag tabte 1-4 til New York Rangers.

Her vogtede førstekeeper Andrei Vasilevski målet, mens den hidtidige reserve, svenskeren Dennis Hildeby, var ude med en skade.

Inden skiftet til Tampa Bay Lightning tilbragte 25-årige Søgaard fem sæsoner hos Ottawa Senators.

I den canadiske hovedstad blev det sammenlagt til 31 NHL-kampe, men Søgaard bed sig aldrig fast, og hovedparten af tiden blev brugt hos organisationens udviklingshold i den næstbedste række, AHL.

I sommer søgte han luftforandring og skrev en etårig kontrakt med Tampa Bay Lightning. Han indledte sæsonen hos AHL-holdet Syracuse Crunch og står efter tre kampe noteret for en redningsprocent på 93,7.

Tampa Bay Lightning vandt Stanley Cup i 2020 og 2021 og var i finalen året efter, men er siden faldet noget af på den. Holdet er røget ud i første runde af slutspillet de seneste fire sæsoner.

Florida-mandskabet skal på is igen natten til fredag, hvor man hjemme tager imod Seattle Kraken.

RITZAU

Annonce

Annonce