Aarhus Universitet har begået fejl i beregningerne bag kvælstofregulering, kom det frem tirsdag. Minister for natur- og dyrevelfærd, Christian Rabjerg Madsen, tager fejlene alvorligt, siger han dagen derpå.
Aarhus Universitet kom tirsdag med en nedslående melding.
Fra universitet, der står for grundlaget bag en ny kvælstofregulering, lød det, at man har fundet fejl i sine beregninger.
Det er sket på trods af, at det i sidste uge lød, at man havde dobbelttjekket tallene, efter landbrugets tænketank Seges havde kritiseret universitetet.
Dengang lød det, at datagrundlaget var præcis som det skulle være.
I en pressemeddelelse måtte Aarhus Universitet dog alligevel tirsdag undskylde, at der var sket en fejl.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Fejlen betød konkret, at nogle landmænd stod til at måtte udlede mindre kvælstof, end hvad i virkeligheden er tilfældet.
Christian Rabjerg Madsen, der er minister for natur- og dyrevelfærd, har siden afvist at stille op til interview, skriver Ritzau, men han har sendt en skriftlig kommentar.
‘Jeg er blevet orienteret om, at Aarhus Universitet har fejl i datagrundlaget for udledningsgrænserne,’ indleder han og fortsætter:
‘Det tager jeg meget alvorligt, og det skal der selvfølgelig rettes op på, så alle kan have tillid til den data, regulering af kvælstofudledning hviler på.’
I pressemeddelelsen lægger Aarhus Universitet sig fladt ned efter fejlen.
Jørgen Eriksen, der er professor og sektionsleder ved Institut for Agroøkologi på Aarhus Universitet, tager ansvar for fejlen sammen med universitet.
‘Ansvaret for, at tallene er korrekte, er alene vores. Vi har ikke leveret, som vi skulle, og det beklager vi dybt. Jeg vil gerne sige undskyld til styrelsen og til alle de berørte interessenter,’ udtaler han.
Landbruget er både utilfredse og utrygge ved fejlen, der er sket i forbindelse med en skærpet kvælstofregulering.
Martin Hjort Hansen, der er viceformand i Landbrug & Fødevarer skriver i en skriftlig kommentar til Ritzau, at det er godt, at universitet erkender sine fejl.
Viceformanden er dog ikke just tilfreds.
‘Men det sker efter, man har afvist de fejl, som SEGES Innovation oprindeligt påpegede. Det synes jeg er en skærpende omstændighed, som ikke ligefrem styrker tilliden til den kvælstofregulering, der i forvejen er enorm usikker og svær for den enkelte landmand at arbejde med.’