Han var på vej mod et af landets mest magtfulde folkevalgte embeder.
Men nu bliver der kastet alvorlige beskyldninger mod Henrik Frandsen, der har haft en bemærkelsesværdig politisk karriere fra landmand til borgmester og minister.
En tidligere handel med hans gamle landejendom har nemlig fået eksperter til at reagere – og spørgsmålet handler om et millionbeløb.
Det skriver TVSyd.
Derudover kommer der nogle seriøse anklager mod politikeren.
(Artiklen fortsætter under billedet)
En mystisk jordhandel
Historien begynder med en landejendom, der blev solgt i 2020 for knap 19 millioner kroner.
Kort efter købet opdagede den nye ejer imidlertid noget, som skulle få sagen til at udvikle sig voldsomt.
Det hele drejer sig om 12,4 hektar jord, en gammel aftale og en beslutning, som ifølge lokale landbrugsmæglere kunne have løftet værdien af ejendommen med mellem 750.000 og én million kroner.
Og nu bliver der stillet spørgsmål ved, hvordan beslutningen blev truffet.
Det hele skete i Tønder
Forløbet udspillede sig i Tønder Kommune, hvor Henrik Frandsen på daværende tidspunkt selv var borgmester.
Tilbage i 2001 havde han underskrevet en 20-årig aftale om, at de 12,4 hektar ikke længere skulle dyrkes som almindelig landbrugsjord.
Arealet skulle i stedet omdannes til vådområde til gavn for det lokale vandmiljø.
Som kompensation skulle Frandsen modtage 644.800 kroner over en periode på 20 år.
Så kom den opsigtsvækkende ansøgning
I maj 2019 satte Henrik Frandsen sin landejendom til salg.
Samme måned sendte han via en rådgiver en ansøgning til kommunen om at få lov til igen at dyrke de 12,4 hektar, når den 20-årige aftale udløb i 2021.
Og så gik det stærkt.
Allerede inden for et døgn havde en kommunal medarbejder givet grønt lys.
Ifølge lokale landbrugsmæglere betød muligheden for igen at dyrke jorden, at ejendommens værdi kunne stige med op mod én million kroner.
Køberen fik et chok
Problemet var bare, at tilladelsen senere viste sig at være givet på et forkert grundlag.
Efter købet af ejendommen fik den nye ejer, Lars Timmerby Gad, besked fra kommunen om, at der var sket en fejl.
Jorden måtte alligevel ikke dyrkes.
Han klagede over afgørelsen og fik efter omkring to et halvt år medhold i, at fejlen ikke måtte lægges ham til last.
Samtidig stod det klart, at området var omfattet af en tinglyst aftale, der betød, at jorden skulle være beskyttet natur.
Eksperter reagerer
Sagen har nu fået eksperter i miljø- og forvaltningsret til at stille spørgsmål ved forløbet.
Lektor i miljøret Lasse Baaner fra Københavns Universitet betegner sagen som meget usædvanlig og kritiserer blandt andet, at kommunen behandlede ansøgningen så hurtigt.
Professor i forvaltningsret Sten Bønsing peger samtidig på, at der i en sag som denne burde være ekstra opmærksomhed på habilitet og på at sikre, at alt er gået korrekt til.
For når en borgmester selv søger sin egen kommune om en afgørelse, bør sagsbehandlingen ifølge eksperterne være særligt grundig.
Beskyldning om personlig gevinst
Lars Timmerby Gad mener, at Henrik Frandsen burde have gjort kommunen opmærksom på den gamle aftale.
Han beskylder den tidligere borgmester for at have handlet på en måde, der gav ham en økonomisk fordel ved salget af ejendommen.
Det er en alvorlig anklage, som han ikke selv kan bevise.
Men han mener, at forløbet efterlader et meget svært spørgsmål:
Hvorfor blev den gamle aftale ikke taget med i sagsbehandlingen?
Frandsen afviser alt
Henrik Frandsen afviser, at han skulle have forsøgt at snyde køberen eller misbruge sin position som borgmester.
Han fremhæver, at ansøgningen blev indsendt på en officiel blanket fra kommunen og udfyldt med hjælp fra hans rådgivere.
Samtidig understreger han, at det var kommunens ansvar at undersøge sagen, før der blev truffet en afgørelse.
Han afviser også, at han skulle have påvirket sagsbehandlingen.
“Jeg handler fuldstændig efter bogen her. Det er jeg bare nødt til at sige,” siger Frandsen til TV 2.
Kommunens nuværende fagchef har samtidig erkendt, at kommunen burde have undersøgt de tinglyste aftaler.
Om borgmesterrollen havde nogen betydning for den lynhurtige sagsbehandling, vil han dog ikke konkludere.
Og dermed står det centrale spørgsmål stadig tilbage:
Var det blot en kommunal fejl – eller fik den daværende borgmester en særlig behandling, der gjorde hans ejendom markant mere værd?
