En grædende kvinde kæmpede ifølge politiet desperat imod en voldtægtsforbryder, men trods hendes modstand endte overgrebet helt galt. Presse-fotos.dk advarer mod voldsomme beskrivelser
Presse-fotos.dk har torsdag fået aktindsigt i et uhyggeligt anklageskrift, der er rettet mod en 44-årig mand.
I anklageskriftet fremgår beskrivelser af uhyggelige forbrydelser, som politiets jurister mener at kunne bevise i retten, at den 44-årige mand har begået.
Forbrydelserne er ifølge politiet sket mod en kvinde, som er blevet udsat for både fuldbyrdet voldtægt, voldtægt ved andet seksuelt forhold end samleje, forsøg på en yderligere voldtægt samt for legemsangreb af særlig rå, brutal eller farlig karakter.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Voldtægtssagen mod den 44-årige tiltalte begynder torsdag den 10. september ved Retten i Viborg. For at finde tidspunktet for de forbrydelser, han er tiltalt for, skal vi dog skrue tiden tilbage til den 3. december 2024 klokken 09.45.
Af anklageskriftet fremgår det, at den 44-årige mand på dette tidspunkt befandt sig sammen med det kvindelige offer på en adresse i Skive, hvor voldtægterne ifølge tiltalen fandt sted.
Ifølge anklagemyndigheden tog den 44-årige mand kvælertag på kvinden, slog hende adskillige gange og fastholdt hende, mens han begik voldtægterne.
Anklagemyndigheden oplyser, at det skete, selv om kvinden græd, forsøgte at gøre modstand og forsøgte at flygte.
Volden var ifølge anklageskriftet så grov, at kvinden fik åndedrætsbesvær samt mærker på halsen, brystet og armene.
Efter den fuldbyrdede voldtægt forsøgte den 44-årige mand desuden at voldtage den grædende kvinde analt. Det lykkedes ham imidlertid ikke, fremgår det af anklageskriftet.
Den 44-årige mand sidder i øjeblikket varetægtsfængslet i Randers Arrest frem mod retssagens begyndelse.
Presse-fotos.dk er bekendt med hans identitet, men da der er nedlagt navneforbud i sagen, afholder redaktionen sig fra at beskrive hans identitet nærmere.
Det kan dog oplyses, at der er tale om en mand med et dansk navn.
Presse-fotos.dk er ikke bekendt med, hvordan den 44-årige mand forholder sig til tiltalen. Da sagen behandles som en domsmandssag, betyder det ifølge de almindelige regler, at han nægter sig skyldig.
Der ventes at falde dom i sagen senere på måneden.

