UFC på horisonten? Resultater og billeder fra MMA Galla Vol 32’s main card

Den ubesejrede sværvægter Jakob Dyrup stjal showet på hjemmebane i Odense, hvor han og holdkammeraten Simon Seiler begge skulle forsvare deres bælter.

Artiklen fortsætter under annoncen
Artiklen fortsætter under annoncen

Efter et hæsblæsende prelim-kort med fem afslutninger – fire submissions og et teknisk knockout – i seks kampe, havde MMA Galla Vol. 32’s main card lidt at leve op til.

Heldigvis havde de ti fightere, der skulle i aktion efter en kort pause i Odense, forstået opgaven til fulde.

Kampdommerne kunne lige så godt have lænet sig tilbage og nydt den vilde action foran dem, for deres scorecards kom ikke i brug en eneste gang i aftenens sidste fem opgør.

Blandt dem var to store titelkampe, hvor lokale helte skulle forsøge at forsvare deres bælter.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Dyrup er intet mindre end en stjerne, og det beviste han endnu en gang lørdag ved MMA Galla Vol. 32 i Odense.

Siyad Ozdoev (Tyskland/Naders Gym) vs. Rida Jawad (Danmark/Arte Suave)

Aftenens første main card-opgør var samtidig den sidste amatørkamp og den sidste uden en lokal helt i buret.

Men selvom han ikke repræsenterer Odense var der ingen tvivl om, at publikums favoritværdighed var placeret solidt hos det danske Arte Suave-talent Rida Jawad.

Den 20-årige fighter har bygget et stærkt cv op som amatør – blandt andet med en finaleplads i Airtox Dominance FC’s Fear Nothing-turnering – og virker få kampe fra en pro-kontrakt.

Lørdag kom han endnu tættere på den kontrakt med en overbevisende præstation i buret mod tyske Siyad Ozdoev.

Efter en første runde, hvor Jawad forgæves søgte en tidlig afslutning med et guillotine choke, der aldrig helt blev sat ind, lod danskeren sine striking-evner tale i anden runde.

Det var godt nok tyskeren, der i starten af runden virkede stærkest på fødderne, men efter et hovedspark fra Jawad gik opgøret kun én vej.

Arte Suave-fighteren fastholdt presset med slag og spark, der til sidst sendte Ozdoev i gulvet.

Jawad er blevet kendt for at være en markant submission-trussel, men lørdag viste han altså, at han også har dynamit i hænderne.

Det danske talent har nu afsluttet sine seneste otte sejre.

Iman Samarghandi (Tyskland/Taforce Team) vs. Rick Gangia (Danmark/Great Danes Fight Club)

I aftenens første pro-kamp var der i den grad noget på spil for den lokale Great Danes-fighter Rick Gangia.

Forud for lørdagens kamp mod tyske Iman Samarghandi havde Gangia ikke smagt sejrens sødme i knap to år.

Men efter fire kampe uden sejr kunne danskeren lørdag igen løfte hænderne i vejret.

Og han fik det samtidig til at se let ud.

Efter lidt positionskamp på måtten i første runde af opgøret lykkedes det Gangia at sikre en dominant position hævet over den tyske modstander.

Herfra kunne han lande det ene slag efter det andet. Frekvensen var ikke stor, men styrken i Gangias handsker gjorde, at Samarghandi til sidst ikke var i stand til at forsvare sig selv længere.

Tyskerens opgivende adfærd tvang kampdommeren til at bryde ind, og dermed kunne en tydeligt emotionel Gangia gøre en ende på to års sejrstørke.

Han kunne fejre sejren med hjemmebanepublikummet, der var tydeligt med ham både før, under og efter opgøret.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Iman Samarghandi (blå handsker) vs. Rick Gangia (røde handsker).

Zakaria Azizi (Marokko/Centrul de Arte Martiale Tengu) vs. Tais O’Donnell (Danmark/Great Danes Fight Club)

Da muaythai-talentet Tais O’Donnell i maj trådte ind i MMA Galla-buret for første gang, endte det med en lidt bittersød sejr for den lokale helt.

Skotske Aidan Lennan arm knækkede nemlig under ham efter et takedown fra O’Donnell, der dermed tog sejren på baggrund af en skade i første runde.

Derfor fik publikum altså ikke den tre-runders-krig som, som de ellers var blevet lovet.

Det gjorde de ganske vist heller ikke lørdag aften, da Tais O’Donnell igen vendte tilbage på hjemmebane i Odense.

Til gengæld fik de en kort, men yderst eksplosiv affære – præcis som ‘special rules’-regelsættet med højst fem sekunder på måtten ad gangen lægger op til.

O’Donnels marokkanske modstander Zakaria Azizi kom stærkest fra start og fik ramt danskeren direkte i fjæset.

Men, som ‘Muay Tais’ fortalte efter opgøret, var det netop det, han havde brug for til for alvor at tænde ilden i ham.

Herfra gik det stærkt.

Først fik Azizi en grim flænge, da de to fightere stødte hovederne sammen, og herefter lugtede O’Donnell blod – bogstaveligt talt.

Kampen udviklede sig til en vild skududveksling, indtil danskeren fik sat en række knivskarpe knæ ind, der fik den marokkanske modstander til at se stjerner.

Azizi gik i gulvet, og O’Donnell fulgte op med dødelige albuer, der afsluttede kampen.

Endnu en gang kunne Great Danes-fænomenet ikke følge op på sine løfter om tre runder med action, men mon ikke publikum var ganske tilfredse alligevel?

De eksploderede i hvert fald ud i et enormt jubelbrøl, da den lokale helt udvidede sin pro-statistik til 11 sejre uden nederlag.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Zakaria Azizi (blå handsker) vs. Tais O’Donnell (røde handsker).

Abdallah Gamal (Egypten/Team Fight IQ) vs. Jakob Dyrup (Danmark/Great Danes Fight Club)

Hvor længe kan MMA Galla holde på Jakob Dyrup?

Siden det fynske sværvægtstalent gik pro sidste år, har han kæmpet fem gange og afsluttet samtlige modstandere i første runde.

Senest blev han promotionens første mester i vægtklassen nogensinde.

Og så er han bare vanvittigt populær.

MMA Galla-tilskuere i hele landet kan ikke få nok af den unge fighter, men særligt i hjembyen Odense er han noget nær en gud.

Det var i den grad også til at mærke lørdag aften, hvor han for første gang skulle forsvare sit nyvundne bælte.

Man skulle næsten tro, at OB netop havde vundet Superligaen, sådan som Sydbank Arena eksploderede ud i jubel, da Jakob Dyrup trådte ind i hallen – som sædvanligt til tonerne af Kim Larsens ‘Her i Odense’.

Egyptiske Abdallah Gamal var til gengæld kommet til Odense med et klart mål: at crashe den fynske fest og stikke af med Dyrups bælte.

Den mission jagtede han ihærdigt fra kampens første momenter, hvor han kom stærkt ud.

Dyrup svarede dog igen ved at tage egypteren ned med et bragende takedown, der fik Sydbank Arena til at koge over.

Herfra viste det danske stortalent en side af sig selv, han sjældent har haft mulighed for at gøre – simpelthen fordi han som regel slår sine modstandere i gulvet med sådan en lynende hast.

På gulvet gav Dyrup prøver på sine overraskende fornemme grappling-evner.

Fynboen dominerede Gamal på måtten og fik fat i egypterens arm, som han vred ud i en såkaldt americana-submission.

Publikum havde måske forventet at se endnu en knockout, men Dyrup havde tilsyneladende besluttet sig for at vise, hvor alsidig en fighter, han i virkeligheden er.

Uanset hvad var resultatet det samme: Dyrup i første runde, stadig MMA Galla-mester og stadig ubesejret som pro.

Traditionen tro skulle den lokale helt selvfølgelig bunde en fadøl i buret til lyden af ‘Kan Dyrup, kan Dyrup, kan Dyrup drikke øl?’.

Men som noget nyt blandede et andet tilråb sig også i lydbilledet – nemlig ‘UFC! UFC! UFC!’.

Og hvis Dyrup fortsætter på denne måde – og måske kan få et par kampe i andre udenlandske promotions på cv’et – er der da også en reel mulighed for, at de helt store drenge giver ham et kald.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Abdallah Gamal (blå handsker) vs. Jakob Dyrup (røde handsker).

Vítezslav Rajnoch (Tjekkiet/Berserkers Team Bielsko) vs. Simon Seiler (Danmark)

Det er altid en lettere utaknemmelig opgave at skulle følge efter en Dyrup-kamp.

Få fightere kan ved deres blotte tilstedeværelse skabe så enorm en summen i arenaen som den unge sværvægter.

Det virkede derfor – i hvert fald relativt til co-main eventet – at publikum var kølet lidt ned forud for aftenens main event.

Sydbank Arena var uden tvivl solidt i den lokale fighter Simon Seilers hjørne, men han havde fortjent endnu større opbakning til hans første forsvar af weltervægtsbæltet.

Og han havde også brug for det.

Over for ham stod nemlig en stærk tjekkisk modstander, der kom til Odense med erfaring fra en af Europas mest prestigefyldte promotions, tjetjenske Absolute Championship Akhmat.

Det var tidligt ganske tydeligt, at Vítezslav Rajnoch udgjorde en reel trussel mod Seilers drømme om at forlænge sin regeringsperiode.

Seiler startede ellers stærkt nok ved at få tjekken ned på gulvet, men det viste sig hurtigt, at Rajnochs submission-evner skulle give ham store problemer.

Allerede i første runde så det sort ud for Great Danes-fighteren, da han endte i et triangle choke og måtte bruge alle sine kræfter på at løfte modstanderen op og slamme ham mod måtten flere gange, inden han gav slip.

Publikum brød ud i jubel, da Seiler endelig kom fri og afsluttede runden med lidt ground and pound.

Desværre skulle kampbilledet fra første runde gå igen i både anden og tredje runde.

Rajnoch hev Seiler ud på dybt vand ad flere omgange, og danskeren måtte bruge mange kræfter på at vride sig løs hver gang.

Til sidst gik den ikke længere.

I tredje runde fik den tjekkiske fighter endnu en gang sat et guillotine choke ind, og Seiler måtte endelig tappe ud.

Kåringen af den nye tjekkiske MMA Galla-mester sugede energien ud af arenaen, der med lynende fart blev næsten helt mennesketom.

Det var en skam. For selvom Seiler for anden gang i karrieren måtte give sit bælte væk efter første forsvar, kunne fynboerne godt være stolte over hans præstation.

Han viste nemlig stor viljestyrke i løbet af kampen, hvor han på ufattelig vis afværgede den næsten sikre undergang flere gange.

Da Rajnoch havde fået bæltet på, greb Seiler mikrofonen og talte til de få fans, der var blevet i salen.

I en tale, som burde have haft et større publikum, udviste han stor ydmyghed og påtalte blandt andet publikums buhråb mod den tjekkiske modstander, som han tydeligvis havde stor gensidig respekt for.

Seiler er selv i nederlagets time en stor mester, og han vil med sikkerhed vende tilbage endnu stærkere.

Se også
Hæsblæsende action i Odense: Resultater og billeder fra MMA Galla Vol. 32’s prelims

Annonce
Annonce
Annonce