Hæsblæsende action i Odense: Resultater og billeder fra MMA Galla Vol. 32’s prelims

Før de lokale helte Seiler og Dyrup trådte i buret for at forsvare deres MMA Galla-bælter, blev publikum forkælet med et action-fyldt prelim-kort.

Artiklen fortsætter under annoncen
Artiklen fortsætter under annoncen

Lørdag aften skulle to lokale helte forsvare deres MMA Galla-bælter i Sydbank Arena i Odense.

Inden vi kom så langt, skulle vi dog igennem et tætpakket prelim-kort med seks spændende amatøropgør.

Og det gik ikke stille for sig.

Kampdommernes scorekort blev kun taget i brug en enkelt gang, mens det blev til fire submissions og et enkelt teknisk knockout.

(Artiklen fortsætter under billedet)

MMA Galla var tilbage på hjemmebane i Odense lørdag.

Gorm Brandt Ebbesen (Danmark/Aarhus Fight Academy) vs. Tryggvi Elí (Island//Metanoia MMA)

I aftenens allerførste kamp skulle danske Gorm Brandt Ebbesen i buret til sin første MMA-kamp nogensinde.

Debutanten virkede, modsat sin islandske modstander, der kæmpede sin anden kamp, ikke synderligt tændt, da han bevægede sig mod buret.

Ebbesen havde ellers det odenseanske publikum, der allerede fra aftenens begyndelse gav god lyd fra sig, tydeligt på sin side.

I buret var der desværre heller ikke den store gnist i den tårnhøje dansker, der efter at have landet et fint slag i starten af opgøret hurtigt endte med en islænding på ryggen.

Ebbesen kæmpede for at komme fri, men lige lidt hjalp det.

Efter blot to minutter og tre sekunder af opgøret fik Eli endelig fastlåst den rear naked choke, han havde jagtet siden han fik danskeren ned på måtten.

Og Ebbesen måtte desværre tappe.

Den gode nyhed for Ebbesen er, at han besidder en fysisk fordel, som man simpelthen ikke kan træne sig til: hans højde og hans lange lemmer.

Med lidt mere træning, erfaring og muskelopbygning kan han sagtens blive en spændende fighter.

Og nu har han allerede klaret det, som mange, der træner kampsport, end ikke formår: Han har trådt ind i buret, og det er en bedrift i sig selv samt en værdifuld erfaring i hans videre karriere.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Gorm Brandt Ebbesen (blå handsker) vs. Tryggvi Elí (røde handsker).

William Jensen (Danmark/Nakskov MMA) vs. Emmanuel Antwi (Danmark/Arte Suave)

Bedre gik det for aftenens anden debutant Emmanuel Antwi.

Arte Suave-fighteren gik i buret mod en legesyg William Jensen, der inviterede sin modstander til en god gammeldags slåskamp.

Debutanten tog imod tilbuddet i de to første runder, hvor de to fightere delte en række slag og spark ud til hinanden.

Selvom Antwi adskillige gange fangede sin modstander på det forkerte ben, var det dog tydeligt, at Jensen havde fordelen, så længe kampen forblev stående.

Efter to runder, hvor fighteren fra Nakskov sandsynligvis havde scoret flest point på dommernes scorekort, stod det klart, at Antwi måtte få kampen ned på måtten for at tage sejren.

Så det gjorde han.

Debutanten tog sin modstander ned og fandt vej til hans ryg, hvorfra han lykkedes med at sætte en rear naked choke ind, der tvang Jensen til at tappe ud.

(Artiklen fortsætter under billedet)

William Jensen (blå handsker) vs. Emmanuel Antwi (røde handsker).

Sixten Barlby (Danmark/Renegade MMA) vs. Hamza Alnemer (Danmark/Fight Team Kolding)

I aftenens tredje opgør skulle en af de absolut mest hypede amatørfightere lige nu i aktion.

Hamza Alnemer havde forud for lørdagens stævne blot været i buret en enkelt gang tidligere – ved MMA Gallas seneste stævne i Odense.

Men i debutkampen tilbage i maj leverede han så også årets måske vildeste knockout mod Great Danes Fight Clubs Andreas Gehlert.

En anden ting, der gjorde Alnemers debut ekstraordinær, var den voldsomme opbakning, Fight Team Kolding-kæmperen havde med sig til Odense.

I maj fik de medrejsende fans en smule modspil fra hjemmepublikummet, der mestendels var i den lokale Gehlerts hjørne.

Men da Alnemer lørdag mødte Renegade MMA-fighteren Sixten Barlby, var der absolut ingen tvivl om, hvem der havde salens stemning på sin side.

Han tog imod hyldesten og kvitterede ligesom sidst med en hurtig sejr.

Denne gang var det dog ikke knockout-kraften i handskerne, han gav prøver på.

I stedet viste han, at han bestemt også kan destruere sine modstandere på måtten.

Mindre end halvandet minut skulle han bruge på at få Barlby ned på jorden og får ham ud i en armbar, der tvang kampdommeren til at stoppe opgøret, før den hjælpeløse modstander endte på skadestuen med en brækket arm.

Er der noget Hamza Alnemer ikke kan?

(Artiklen fortsætter under billedet)

Hamza Alnemer (med ryggen mod kameraet) fejrer sejren med sit team.

Ilyas Al-Taie (Sverige/Pegla Jiujitsu Club) vs. Rasambek Bisultanov (Danmark/Aarhus Fight Academy)

Vi skulle fire kampe ind på aftenens fight card, før dommerbordet kom i spil.

Heldigvis for dommerne var det en ganske simpel opgave at udpege vinderen af det dansk-svenske møde mellem Aarhus Fight Academys Rasambek Bisultanov og Pegla Jiujitsu Clubs Ilyas Al-Taie.

På papiret så det ellers ud til at blive en tæt kamp mellem to ubesejrede amatører.

Han tog godt nok kampen med kort varsel, men svenskeren, der stod over for sin ottende kamp på lige så mange måneder, virkede til at udgøre en stor trussel mod Bisultanovs status som ubesejret.

Al-Taie har på ganske kort tid markeret sig som et af vores svenske naboers største talenter.

Og han viste da også gode takter undervejs i lørdagens kamp.

Men i sidste ende var danskerens brydning for stærk, og Al-Taie endte med at blive domineret på gulvet i store dele af opgøret, hvor Bisultanov undervejs udførte et imponerende suplex, der sendte svenskeren hårdt mod måtten.

Dommerne var hverken i tvivl eller uenige om resultatet.

Bisultanov tog alle tre runder i alle tre dommeres optik og gjorde dermed en ende på Al-Taies imponerende stime.

Arny Akim (Danmark/Renegade MMA) vs. Daniel Lindén (Danmark/Fight Team Kolding)

Da Renegade MMA’s Arny Akim og Fight Team Koldings Daniel Lindén mødte hinanden på sidstnævntes hjemmebane tilbage i februar, tog Renegade-fighteren en overbevisende sejr på dommerafgørelse efter tre runder.

Så længe skulle han ikke bruge i lørdagens omkamp.

Efter godt et minut lykkedes det nemlig Akim at lamme sin modstander kortvarigt med et slag, der tillod Akim at sætte en stående guillotine ind.

Lindén måtte relativt hurtigt sande, at han ikke kunne undslippe, og derfor tappede han ud – hvilket størstedelen af publikum ikke kunne se.

Det blev derfor en lidt flad afslutning på kampen, der mest af alt efterlod publikum lidt forvirrede.

Ikke desto mindre var det en fremragende præstation af Akim, der tilmed tog kampen på lidt mere end to ugers varsel, da Rasmus Renaa måtte trække sig.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Arny Akim tog sejren i sin omkamp mod Daniel Lindén.

Rayan Biyaga (Schweiz/No Time) vs. Esben Lychau (Danmark/Great Danes Fight Club)

I aftenens sjette opgør skulle vi for første gang have en fighter fra den lokale Great Danes Fight Club i buret.

Det var Esben Lychau, der dog ikke virkede til at have verdens største hjemmebanefordel i sin kamp mod schweiziske Rayan Biyaga. Måske publikum fortsat var lidt målløse efter afslutningen på forrige kamp.

Den lokale fighter kunne ellers godt have brugt lidt hjælp fra publikummet i Sydbank Arena.

Han kom egentlig okay ud af en relativt begivenhedsfattig første runde, hvor det blandt andet lykkedes Lychau at få sin schweiziske modstander ned med et stærkt takedown.

Anden runde startede lidt uheldigt, da Lychau tilsyneladende fik prikket Biyaga i øjet.

Det var dog kun starten på den lokale fighters problemer i runden.

For da kampdommeren startede opgøret igen, efter en lille pause i forbindelse med den utilsigtede finger i øjet, tog det ikke lang tid før det hele var slut.

Lychau søgte endnu et takedown, men blev i stedet mødt med et slag, der slog ham i gulvet.

Biyaga var lynhurtigt over sin danske modstander, og der gik ikke længe, før kampdommeren ikke havde brug for at se mere.

Dermed sluttede et action-præget prelim-kort med en mavepuster for de lokale fans.

UFC-fighter Nicolas Dalby.

Annonce
BreakingBreakingBreakingBreakingBreakingBreakingBreakingBreakingBreakingBreakingBreaking
Annonce
Annonce