ANMELDELSE: Oklou skulle en halv time ind i sin Roskilde-debut, før publikum vågnede op

Den franske musiker Oklou lokkede et stort publikum til Eos-scenen. Desværre kunne de ikke finde ud af at lytte.

Artiklen fortsætter under annoncen
Artiklen fortsætter under annoncen

Oklous første Roskilde-koncert var lidt af et paradoks.

For Eos var simultant for lille og for stor til den franske musiker.

Området foran scenen var proppet med mennesker, og det gik ud over den ofte meget atmosfæriske lyd, der strømmede lige lovligt lavt ud ad højtalerne.

Det var først halvvejs inde i koncerten, at det højttalende publikum vågnede op til dåd.

(Artiklen fortsætter under boksen)

Oklou – Eos, Roskilde Festival

VORES LÆSERE:
0 stemmer
Giv din bedømmelse:

“Er de gået i gang?”, spurgte en tilskuer godt en tredjedel inde i koncerten.

Og spørgsmålet var faktisk ikke helt dumt. For det var næsten ikke til at høre, at Oklou var ved at udfolde sin sjæl på Eos.

Den atmosfæriske, intime og synthbårne pop, som hun startede sit sæt med havde bare ikke gode betingelser på den relativt lille open-air-scene.

Og så hjalp det selvfølgelig heller ikke, at volumen var så lav. Sandsynligvis på grund af vindforholdene, der tidligere havde givet problemer på andre scene – blandt andet fredag, hvor Uncle Acid & the Deadbeats måtte afslutte deres koncert tidligt for ikke at forstyrre Gorillaz på Orange Scene.

Se også
ANMELDELSE: Damon Albarn virkede distraheret under sin bjergbestigning på Orange Scene
Se også
ANMELDELSE: En mesterlig fuckfinger til alverdens undertrykkere
Se også
ANMELDELSE: Tessa, okay?

Var kommer for at danse

Cirka halvvejs inde i koncerten skete der dog pludselig noget.

Under ‘Blade Bird’ blev det tydeligt, at der faktisk var en dedikeret fansektion midt for scenen, der kunne skråle med på nummeret. Og da trommerne kickede ind på nummeret, var det som om, en stor del af publikum droppede deres small talk og rettede fokus mod scenen.

De sidste, der ikke var vågnet helt op endnu, gjorde det til gengæld under ‘Harvest Sky’, der hører til i den mere klubbede ende af Oklous diskografi.

Herfra var publikum bedre med – om end mange stadig holdt snakken kørende. Og det var også som om, at der blev skruet en anelse op for lyden.

Oklou er god, når hun sætter tempoet og volumen op, men det hun gør allerbedst er i virkeligheden de helt fine og intime numre.

Derfor var det ærgerligt, at de ikke helt fik lov til at få plads i lydbilledet foran Eos.

Ikke desto mindre fungerede det upåklageligt, når hun spillede op til det sene aftenspublikums rave-fantasier.

Oklou selv satte ikke en fod forkert på scenen, hvor hun strålede med en nærmest magisk fantasi, som visse dele af publikum bare desværre ikke lod sig tryllebinde af.

Annonce
Annonce
Annonce