Dommeren oplyser lørdag på sine sociale medier, at det er mod vedkommendes egen vilje, at dommer-tjansen i X Factor nu er blevet frataget
Dommerne er en afgørende del af dansk X Factor. Med deres forskellige personligheder, erfaringer og musiksmag guider de deltagerne gennem konkurrencen og præger programmets udvikling.
Deres vurderinger, kommentarer og beslutninger skaber både spænding, debat og store øjeblikke for seerne hver sæson.
Men lørdag er der pludselig kommen en melding fra en af de store dommere, der har været med i programmet.
Og det er en noget dramatisk en af slagsen.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Nanna Øland Fabricius, der også er kendt under kunstnernavnet Oh Land, vender ikke tilbage som dommer i “X Factor”.
På Instagram skriver hun i et opslag, at hun ikke er blevet tilbudt dommerjobbet, efter at hendes datter blev kræftfri.
– Det var ikke mit valg, lyder det fra sangeren, der er “ked af” at skulle tage afsked med tv-programmet “under så hårde omstændigheder”.
(Artiklen fortsætter under billedet)
Oh Land måtte sidste år trække sig som dommer forud for den ottende sæson af programmet på TV 2.
Forklaringen var i første omgang, at afbuddet skyldtes personlige årsager. Siden har hun oplyst, at hendes nyfødte datter var blevet ramt af kræft.
Det skrev hun på Instagram, hvor det i samme ombæring lød, at datteren var erklæret rask.
Sangeren Drew Sycamore erstattede Oh Land ved dommerbordet i den seneste sæson. Hun delte dommergerningen med Thomas Blachman og Benjamin Hav.
Oh Land trak sig fra tjansen, få uger inden de første optagelser til sæsonen fandt sted.
Dorte Borregaard, underholdningsredaktør på TV 2, kaldte det dengang for en “ekstraordinær situation”.
Ifølge redaktøren havde TV 2 glædet sig til endnu en sæson med Oh Land ved dommerbordet.
Samtidig fortalte hun, at det var glædeligt, at dansk-walisiske Drew Sycamore kunne træde til med kort varsel.
Oh Land og hendes mand, Adi Zukanovic, blev i juli sidste år forældre til datteren Bellis.
Omkring et halvt år senere meddelte Oh Land, at deres datter havde været i behandling for en sjælden og hurtigvoksende kræftsygdom.
Oh Land skriver i opslaget på Instagram, at hun har elsket arbejdet som dommer.
Hun takker alle de “fantastiske talenter”, som hun har stiftet bekendtskab med i årenes løb. Hun har været dommer i “X Factor” i fem sæsoner.
RITZAU