Løkke-søn i centrum af milliard-sag: Kan tjene et tocifret millionbeløb

Artiklen fortsætter under annoncen
Artiklen fortsætter under annoncen

Flere kilder peger på mulig stor indtjening for Bergur Løkke Rasmussen i forbindelse med dansk fregatindkøb, mens kritikere advarer om risiko for interessekonflikt i sagen.

Hvis regeringen og Folketinget til efteråret vælger at købe britiske fregatter til Søværnet, kan udenrigsminister Lars Løkke Rasmussens (M) søn ifølge flere kilder i lobbybranchen stå til at kunne tjene et tocifret millionbeløb i bonus fra forsvarsgiganten Babcock.

Det vurderes af flere topkilder fra den danske lobbybranche, efter Ekstra Bladet har kunnet afsløre, at Bergur Løkke Rasmussen er blevet hyret som lobbyist i forbindelse med det storpolitiske udbud om en ordre på op mod 50 milliarder kroner.

‘Bergur (Løkke) har sygt mange penge på spil. Der er så mange penge at hente,’ lyder det fra en af kilderne med erfaring inden for politisk interessevaretagelse. Kilderne har betinget sig anonymitet, men udtaler sig uafhængigt af hinanden:

Prøv at forestille dig, hvis Bergur tjener et tocifret millionbeløb. Det gør han næppe normalt med den lille butik, han har sammen med konen (samleveren og partifællen Simone Spånberg). Men hvis Babcock får solgt fregatter til Danmark for 40 milliarder kroner, er det jo et helt ligegyldigt beløb. Også i forhold til, hvad de bagefter skal bruge på advokater og rådgivere.

Som lobbyist for våbenindustrien vil man typisk få et fast beløb eller en procentdel af kontraktsummen som et såkaldt succesfee. Derudover kan der være et fast månedligt beløb på fx 100.000 kroner samt et betydeligt millionbeløb i succesfee.

‘Det er helt normalt, at man får en succesbonus, hvis kontrakten hives i land,’ forklarer en erfaren topkilde.

I en våbenhandel er det spild af tid, hvis man kun bliver nummer to. Det skete for Babcock i sidste måned, da Sverige overraskede ved at bestille fire franske fregatter til cirka 28 milliarder kroner.

En streg i regningen for britiske Babcock, der har været favorit blandt fem bejlere til den danske ordre på tre eller fire nye krigsskibe til en anslået pris på 25-50 milliarder kroner. Ifølge en analyse på dr.dk vil der ‘være store fordele for både Danmark og Sverige ved at købe den samme slags fregatter af Frankrig’.

Over for Ekstra Bladet afviser Bergur Løkke at oplyse, hvor meget han kan tjene på en eventuel kontrakt med Babcock. Hans virksomhed, Spånberg Løkke, drives sammen med samleveren Simone Spånberg.

Efter det er kommet frem, at Bergur Løkke er blevet hyret som lobbyist af den britiske forsvarsgigant, har flere af oppositionens forsvarsordførere rejst kritik og anklager om mulig interessekonflikt.

De frygter, at relationen til udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen kan give anledning til spørgsmål om habilitet i en af de største danske forsvarsinvesteringer i nyere tid.

‘Vi taler om en af Danmarkshistoriens største investeringer på 40-50 milliarder kroner, og bare der kan være mistanke eller frygt for mistanke om, at der kan være noget lusket bagved, så duer det selvfølgelig ikke at have den interessekonflikt,’ lød det eksempelvis torsdag fra Dennis Flydtkjær, forsvarsordfører for Danmarksdemokraterne.

Han påpeger, at udenrigsministeren kommer til at sidde centralt i den politiske proces omkring valget af nye fregatter.

‘Det viser dårlig dømmekraft, at man ikke selv kan se, at det her er helt skævt. Det duer ikke at have den her sammenblanding af interesser, slet ikke når der er tale om en så stor investering som her,’ siger han.

Bergur Løkke Rasmussen har tidligere været medlem af Europa-Parlamentet og regionsrådet for Venstre. Han er i dag hovedbestyrelsesmedlem i Moderaterne og sidder i Helsingør Byråd.

Se også
Politibilerne bliver ved med at vælte ind på stedet: Dramatiske billeder fra åben gade i Aarhus
Illustrationsfoto.
Annonce
Annonce
Annonce