Mikkel Lund er vant til stor opbakning i K.B. Hallen, men til september indtager han rollen som udebaneskurk i Stockholm.
Forventningerne var tårnhøje, da Mikkel Lund sidste år skiftede thaiboksningen ud med MMA.
Efter mere end 90 thaiboksekampe gjorde han sin debut ved Airtox Dominace 4.0 i K.B. Hallen den 20. september 2025 og imponerede stort med en submission-sejr i første runde.
I 2026 har den 34-årige fighters momentum imidlertid taget et gevaldigt dyk, da han ad to gange har måttet tappe ud til en norsk modstander – først Jan Richard Joreid i januar og senest Ihsan Mangal tidligere i juni.
Det ligger imidlertid ikke i den gæve Mikenta-guts dna at give op på drømmen efter lidt tilbagegang. Og han fortsætter derfor selvfølgelig med oprejst pande.
Nu har han landet en kamp uden for landets grænser – nærmere bestemt i Sverige – hvor han skal forsøge at få vendt den negative stime til en sejr.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Ingen nemme udveje
Efter to nederlag i streg ville det måske virke oplagt for Mikkel Lund at tage en forholdsvis nem modstander i håbet om at komme tilbage på sejrkurs.
Men den danske fighter ønsker åbenlyst at fortsætte med at udfordre sig selv.
Han har i hvert fald takket ja til den unge ubesejrede svensker Rashid Gidaev, der kommer til at have hjemmebanefordelen i Solnahallen i Stockholm.
Det er den svenske organisation Apex Fight Night (AFN) – tidligere Allstars Fight Night – der har booket opgøret.
Her har Gidaev før haft stor succes, da han sidste år vandt organisationens letvægtsbælte som amatør.
Lunds svenske modstander fik ifølge Tapology sin debut som professionel MMA-fighter i juni sidste år, hvor han besejrede guatemalanske Hector Samayoa med en række slag på gulvet, der fik kampdommeren til at stoppe opgøret.
Han har dog også vist tidligere, at han kan afslutte kampe med et anaconda choke – en teknik, han har gjort brug af flere gange.
Forhåbentlig lykkes det Mikkel Lund at undgå Gidaevs slangegreb og udnytte sin rutine mod den yngre modstander.
Vi følger i hvert fald med, når det går løs den 26. september.
