Efter populær forårs- og sommerturné: Legendarisk dansk band annoncerer stor tour-finale

Bandet har i år begået et storslået comeback til livescenen med flere udsolgte koncerter. Nu lukke og slukker de for 2026 med en tour-finale i Store Vega.

Artiklen fortsætter under annoncen
Artiklen fortsætter under annoncen

Den 27. oktober bliver julen lagt i graven, når et af de største bands i dansk rockhistorie indtager Store Vega.

Koncerten kommer oven på et år, hvor bandet har turneret landet rundt og mange steder optrådt for udsolgte sale.

Interessen var enorm forud for bandets comeback til livescenen, og derfor blev en enkelt koncert på Det Kongelige Teaters Gamle Scene hurtigt til en ekstrakoncert, herefter en hel danmarksturné og til sidst en ekstra-ekstrakoncert i København – denne gang i Store Vega.

Bandet – der desuden også har optrådt på flere festivaler i løbet af sommeren og spillet to særlige koncerter med tre andre ikoniske rockgrupper – vender nu tilbage til Store Vega endnu en gang for at give et stort live-år en værdig afslutning.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Illustrationsfoto.

En ekstra julegave til rockfolket

I en pressemeddelelse kan Live Nation Denmark onsdag afsløre, at Sort Sol ‘lægger julen i graven’ med en tour-finale i Store Vega den 27. december 2026.

Bandet gav i 2024, deres første fuldtonede koncert i seks år, da de optrådte på Copenhell.

At der stadig er stor interesse for bandet, der i 2027 kan fejre 50-års jubilæum, skulle hurtigt vise sig, da billetterne til den københavnske rock- og metalfestival blev revet væk efter offentliggørelsen.

Interessen var igen meget tydelig, da Sort Sol i 2025 annoncerede koncerten på Gamle Scene.

Særligt i København blev billetterne revet væk, og der blev meldt udsolgt til begge koncerter på Det Kongelige Teater samt ekstra-ekstrakoncerten i Store Vega.

Nu vender de tilbage til Vesterbro og indtager igen spillestedet med deres ikoniske bagkatalog.

Fra punkpionerer til storhittende rockikoner

I 1977 dannede Steen Jørgensen, Peter Schneidermann – også kendt som Peter Peter – Knud Odde og Tomas Ortved punkbandet Sods.

Bandet spillede en essentiel rolle i at bringe punkrocken til Danmark, og deres debutalbum ‘Minutes to Go’ fra 1979 regnes af mange som landets første punkalbum.

Kort efter udgivelsen af debutalbummet var de ligeledes at finde på den ikoniske opsamlingsplade ‘Pære Punk’.

I 1980 udgav Sods albummet ‘Under en sort sol’. Og den titel skulle vise sig at være et forvarsel for navneændringen, der fulgte kort efter.

Samtidig markerede pladen et skifte til en mørkere post-punklyd for bandet, der i 1983 udgav deres første album under navnet Sort Sol.

Der skulle dog gå yderligere otte år før bandet for alvor oplevede kommerciel succes med albummet ‘Flow My Firetear’.

I mellemtiden havde de fire oprindelige medlemmer fået selskab af guitarist Lars Top-Galia, der tidligere havde spillet i punkbandet ADS.

Samtidig bebudede 90’ernes komme også en ny retning for Sort Sols lyd, der tog form som en atmosfærisk alternativ rock.

Med den lyd ramte bandet for alvor jackpot med albummet ‘Glamourpuss’ og særligt nummeret ‘Let Your Fingers Do the Walking’ – der fik et markant rygstød via Ole Bornedal-filmen ‘Nattevagten’.

Siden har bandet udgivet yderligere tre studieplader – senest i 2017 med ‘Stor langsom stjerne’ – mens Peter Peter og Knud Odde forlod bandet i henholdsvis 1995 og 2001.

Lars Top-Galia forlod også bandet for en stund i 2004, hvorfor Sort Sol holdt en pause frem til 2010, hvor Jørgensen, Ortved og Top-Galia igen fandt sammen.

Bandet optræder fortsat i denne konstellation, og det er derfor også disse tre herrer, der træder på scenen i Store Vega den 27. december.

Det officielle billetsalg starter fredag den 16. oktober klokken 10.00.

Annonce

Annonce