Venstre stemte for den omdiskuterede kvælstofregulering, men efter fund af fejl i beregningerne retter Marie Bjerre (V) nu en skarp kritik mod minister Christian Rabjerg Madsen og hans håndtering af sagen
Selvom Venstre selv var med til at stemme for det meget omdiskuterede og nu også udskældte lovforslag om kvælstof, er der langt fra stor opbakning til forslaget.
Særligt ikke efter at det nu viser sig, at der har været fejl i det grundlag, som politikerne har stemt på.
Der er nemlig fundet fejl i beregningerne bag lovforslaget.
Marie Bjerre (V), der selv stemte for de nye grænser for udledning af kvælstof i den lovgivning, der går under navnet L5, kalder det “meget grotesk” i et interview med TV 2.
Samtidig kritiserer hun også minister for natur og dyrevelfærd Christian Rabjerg Madsen, der i sidste uge meldte ud, at der ikke var nogen fejl, modsat hvad der nu er kommet frem.
“Jeg bad ministeren om at tjekke op på det her, men i fredags fik vi en meget arrogant afvisning fra ministeren,” siger hun og understreger over for TV 2, at hun savner mere åbenhed fra ministeren.
I interviewet spørger TV 2 ind til, at der allerede inden afstemningen om lovforslaget var kritikere, som mente, at det var en fejl at stemme for. Det gjaldt blandt andre landbruget. Samtidig valgte fem af Venstres egne medlemmer af folketingsgruppen at stemme imod forslaget. Det rejser spørgsmålet om, hvorvidt der var grund til at være mere skeptisk over for lovforslaget fra Venstres side.
Men det mener Marie Bjerre (V) ikke.
“Nej, det var en kritik, vi lyttede til, og vi fik derfor nedsat et ekspertudvalg, der skulle gennemgå alle de her data. Og vi fik også skrevet ind i aftalen, at der skulle være mest mulig åbenhed og transparens, og det synes jeg ikke, at ministeren har levet op til her.”
Det har ikke været muligt at få en kommentar fra ministeren for natur og dyrevelfærd Christian Rabjerg Madsen (S)
Forstå L5 (gødskningsloven)
Om forslaget skriver folketinget på deres hjemmeside:
Lovforslaget etablerer en ny ramme for regulering af land- og skovbrugets udledninger af næringsstoffer og drivhusgasser til vandmiljøet og naturen som led i »Aftale om Implementering af et Grønt Danmark« fra den 18. november 2024 mellem den daværende regering (Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne), Socialistisk Folkeparti, Liberal Alliance, Det Konservative Folkeparti og Radikale Venstre.
Forslaget er en del af et paradigmeskifte i kvælstofindsatsen, hvor regulering kombineres med målrettet arealomlægning, omstilling og moderne arealforvaltning. Indsatsen bygger på lokalt forankret, frivillig omstilling af landbruget og fælles løsninger.
Fra 2027 erstattes den nuværende markregulering af en udledningsbaseret regulering. Miljøgarantien sikrer yderligere regulering, hvis indsatsbehovet ikke opfyldes, og mulighed for lempelser, hvis effekten bliver større end forudsat.
Lovforslaget bidrager til at opfylde EU-forpligtelser om vandmiljø, nitrat og Natura 2000 og indeholder hjemmel til ekspropriation samt straf ved overtrædelser.