Det er umiddelbart dramatiske dage i rockerklubben Comanches MC, hvor der er sket et voldsomt opgør internt har udviklet sig voldeligt og med flere anholdte
Comanches MC, der tidligere gik under navnet Satudarah, må siges at være inde i en hæsblæsende periode af rockerklubbens tilværelse.
Først blev en byge af skud sendt mod den daværende krigsminister i rockerklubben Patrick Nielsens kolonihavehus i Ishøj, da projektiler fra en AK47-riffel gennemborede blandt andet børneværelset på adressen.
Få uger senere offentliggjorde den tidligere bokser, der var en af rockerklubbens største profiler, at han var fortid i Comanches MC. Det skyldtes ifølge ham selv ikke skyderiet – men at han fremover vil fokusere på at være far.
Kort tid efter lød det, at en hel Comanches-afdeling i Aalborg var smidt ud af klubben, og at medlemmerne var placeret i såkaldt bad-standing.
Denne weekend er der så nu pludselig oplysninger om, at et voldeligt og internt opgør i Comanches er brudt ud – og at det nu har resulteret i flere fængslede rockere.
(Artiklen fortsætter under billederne)


To er fængslet, og søndag skal en tredje i grundlovsforhør i en sag, der kobles til intern strid i Comanches.
Politiet har pågrebet en mand, der menes at have spillet en rolle i en voldssag, som politiet mener, skyldes en intern uoverensstemmelse omkring rockergruppen Comanches MC i Esbjerg.
Søndag klokken 10 fremstilles den 38-årige mand i grundlovsforhør i Retten i Esbjerg, hvor han vil blive krævet varetægtsfængslet.
Den sigtede blev anholdt lørdag kort før middag i københavnsområdet, og anholdelsen fandt derfor sted med assistance fra Københavns Politi.
Sagen omhandler en voldsepisode i Skolegade i Esbjerg den 21. maj, og ifølge JydskeVestkysten er offeret i sagen en af de mest toneangivende mænd i Comanches West End.
Ude foran pubben Kasket Karl blev han angiveligt slået med knyttet næve en til to gange, hvorefter gerningsmænd forsøgte at stikke ham med en kniv.
Den 38-årige er ikke den første, der anholdes i sagen. Torsdag oplyste politiet, at fire mænd på 19, 26, 33 og 35 år var blevet anholdt og sigtet i sagen.
– Vi har en formodning om, at flere personer står bag volden, og vi har derudover en formodning om, at der er tale om en intern uoverensstemmelse omkring rockergruppen Comanches MC i Esbjerg.
– Det vil derfor være en af de retninger, vores efterforskning fortsætter i, sagde politiinspektør Henrik Thrane Jensen i en pressemeddelelse torsdag.
Den 19-årige og den 33-årige blev løsladt torsdag efter endt afhøring, men sigtelsen mod dem blev opretholdt. Fredag blev de to andre mænd på 26 og 35 år fremstillet i et grundlovsforhør og varetægtsfængslet.
Det fremgår inden søndagens retsmøde ikke, hvad den 38-årige konkret er sigtet for, eller hvordan han forholder sig til sigtelsen.
/ritzau/






