En video gik viralt efter kongens nytårstale, da en garder skubbede til en klimaaktivist, så han faldt. Garderen blev senere politianmeldt, men nu sker der en stor udvikling i sagen
En garder, der kort efter kongens nytårstale skubbede en klimaaktivist omkuld foran Amalienborg, blev meldt til politiet – og sagen blev efterfølgende overdraget til Forsvarets Auditørkorps, der behandler sager, som involverer ansatte i Forsvaret.
Episoden fandt sted den 31. december 2025, da klimaaktivister fra gruppen Nødbremsen forsøgte at bryde ind i Livgardens parademarch, som traditionelt gennemføres kort efter kongens nytårstale og transmitteres på tv.
Optagelser af hændelsen blev efterfølgende delt flittigt på de sociale medier.
Nu sker der en stor udvikling i sagen.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Forsvarsministeriets Auditørkorps har fredag formiddag besluttet, at sagen mod garderen nu afsluttes.
Det fremgår af en pressemeddelelse på Forsvarsministeriets Auditørkorps hjemmeside.
Allerede i februar besluttede auditøren at indstille efterforskningen af sagen, men det blev der klaget over, og fredag har Generalauditoriatet under Auditørkorpset afvist klagen.
Ifølge Forsvarsministeriets Auditørkorps bliver sagen afsluttet på baggrund af:
- at aktivisten umiddelbart forud for den anmeldte hændelse befandt sig på et sted på slotspladsen, der ikke var beregnet til publikum,
- at den inspektionshavende befalingsmand forudgående havde påbudt den pågældende, at gå væk,
- at den anmeldte garder efterfølgende forsøgte at komme i kontakt med den pågældende ved at trække geværet ind til siden og slå hælene sammen,
- at der ikke var øvrige tilstedeværende personer blandt publikum, der opholdt sig det pågældende sted, idet det fremstod åbenlyst, at der på det sted, han havde taget opstilling, skulle være fri passage for vagtparaden.
- at garderen havde ansvar for sit nærområde, og havde handlepligt i forhold til forhindringer for udførelsen af vagtens opgaver, og
- at garderen var i besiddelse af et skarpladt gevær, som han ikke kunne stille fra sig eller risikere at blive frarøvet i forbindelse med, at han fik ordre om at fjerne den pågældende fra stedet, idet han havde taget opstilling et sted hvor vagtparaden skulle passere.
Det var aktivisten Oskar Kluge, der den 31. december sidste år befandt sig på slotspladsen ved Amalienborg, hvor han fremviste et banner med ordene “Klimakollaps – træk nødbremsen”.
Herefter blev han efter eget udsagn skubbet omkuld af garderen og siden slået af en tilskuer. Det har han tidligere forklaret til TV 2.




