Alvorlig ulykke i København: Politieskorte kæmper kvæstet patient frem mod Rigshospitalet

Artiklen fortsætter under annoncen
Artiklen fortsætter under annoncen

En person er kvæstet efter en alvorlig ulykke i København. Presse-fotos.dks udsendte oplyser, at politiet eskorterer patienten i retning mod Rigshospitalet

Vejen er fuldstændig afspærret i den ene retning.

Vragrester er spredt ud over kørebanen, mens et hav af redningspersonale og beredskabskøretøjer holder omkring stedet.

Alt vidner det om en meget alvorlig situation.

Fremme på stedet befinder Presse-fotos.dks udsendte sig, og han bekræfter, at det ser alvorligt ud.

“En ambulance og en akutlægebil er netop i al hast kørt her fra med politieskorte. Det går virkelig hurtigt,” siger vores udsendte.

(Artiklen fortsætter under billederne)

Her ses motorcyklen ligge på kørebanen
Varevognen som også er involveret står her omringet af udrykningskøretøjer – se flere billeder nederst

Det er lørdag omkring klokken 14.45, at Københavns Politi sammen med Hovedstadens Beredskab og ambulancetjenesten har modtaget en anmeldelse om en færdselsulykke på Hulgårdsvej i København NV.

Det bekræfter vagtchef ved Københavns Politi Rune Nørgaard over for Presse-fotos.dk.

“En varevogn og en motorcykel er kørt sammen. En mandlig motorcyklist på 38 år er i den forbindelse blevet bragt til Rigshospitalet. Han er tilskadekommen,” siger vagtchefen.

“I varevognen har siddet en mandlig fører på 29 år,” tilføjer Rune Nørgaard.

På nuværende tidspunkt har Københavns Politi ikke informationer om den nøjagtige tilstand på motorcyklisten, og derfor afholder politiet sig fra at kommentere på det.

Fremme på stedet fortæller Presse-fotos.dks udsendte, at en bilinspektør er ankommet – det er også noget, som Københavns Politi bekræfter over for redaktionen.

Bilinspektører bliver typisk tilkaldt til ulykker med svær personskade eller død. Bilinspektørens opgave er at klarlægge de nærmere omstændigheder omkring ulykken via undersøgelser på stedet.

Københavns Politi oplyser, at det endnu er for tidligt at kommentere på, hvem der har ansvaret i ulykken, og om der skal rejses sigtelser.

Huldgårdsvej vil være afspærret i den ene retning i en periode på nogle timer, mens undersøgelserne bliver foretaget.

Presse-fotos.dk følger sagen og opdaterer, når der er nyt …

Annonce
Annonce
Annonce