Revyen bærer som format på en række traditioner, men må også udvikle sig med tiderne, mener flere medlemmer af holdet bag Tivolirevyen 2026.
Mere end 140 år er gået siden man første gang kunne opleve en revy i Tivoli.
Siden har massevis af store navne som Dirch Passer, Ulf Pilgaard, Bodil Jørgensen og Niels Olsen fået publikum til at skraldgrine i Glassalen.
Undervejs har et væld af tidsaktuelle emner og personligheder fået den kærlige revybehandling. Men der er forskel på, hvad man tidligere har kunnet grine af, og hvad der er gangbart i 2026.
Det mener i hvert fald flere af de erfarne kræfter på årets revyhold.
(Artiklen forstætter under billedet)

‘Det skal man simpelthen bare lade være med’
Årets skuespillerstab på Tivolirevyen byder på en blanding af erfarne kræfter og nye revytalenter.
Niels Ellegaard og Henrik Lykkegaard har i mange år været fast inventar i Cirkusrevyen, men har nu skiftet Dyrehavsbakken ud med Glassalen i Tivoli.
De er begge enige om, at de har oplevet et skift, siden de hver især fik deres revydebut for mere end tre årtier siden.
Niels Ellegaard peger blandt andet på MeToo-bevægelsen samt et større fokus på krænkelser og samfundsroller som en drivkraft i den ændrede tilgang til humoren.
“Der er der nogle ting, humormæssigt, som man simpelthen bare skal lade være med. Det er ikke sjovt mere. Det var måske heller ikke sjovt dengang, men der var det mere bare sådan ‘nå, men sådan er det bare’-agtigt,” fortæller Niels Ellegaard til Presse-fotos.dk
Skiftet har den erfarne revystjerne sådan set intet imod. Tværtimod ser han det som en god udfordring.
“Det er en super god udfordring for os, der skal lave sådan noget her, at finde ud af at navigere i det. Al scenekunst, film og så videre skal følge med tiden på en eller anden måde. Og hvis man bare tror, at man stadig kan gå og fyre sådan nogle lumre jokes af eller et eller andet – nej, sådan er det ikke mere,” slår han fast.
Henrik Lykkegaard giver udtryk for en lignende holdning, da Presse-fotos.dk spørger ham, om der er nogle ting, man ikke længere kan grine af.
“Ja, helt klart. Og det er kun godt. Jeg tror altid, jeg har været ham på holdet, som var sådan mest bornert og sådan noget. Jeg har aldrig brudt mig om at lave sådan nogle sjofle ting eller at gøre grin med folks seksualitet eller hudfarve,” fortæller han og fortsætter:
“Det kunne man i gamle dage måske bedre slippe afsted med. Men det var også ‘en anden tid’. Det var på en måde mere uskyldigt. Men der er sket nogle ting, som er rigtig gode. Og jeg er også begyndt at tænke mere over, hvem jeg er, når jeg skriver tekster – at jeg er en mand på 61. Altså, må jeg skrive om det her? Det ved jeg så ikke, om det er godt eller skidt. Men jeg er begyndt på sommetider at tænke mere på afsenderen end på teksten i virkeligheden.”
(Artiklen fortsætter under billedet)

Mennesket bag parodien
Henrik Lykkegaard har ligesom Ellegaard optrådt som en række karakterer i løbet af karrieren. Han er blandt andet kendt for sine parodier af politiske personligheder som Donald Trump, Joe Biden og Anders Fogh Rasmussen.
I Tivolirevyen 2026 indtager han rollen som Venstre-formand Troels Lund Poulsen.
For Lykkegaard er det vigtigt, at man finder en balance mellem humoren og mennesket bag vittigheden.
“Man skal sådan lige finde balancen i det. Man skal jo ikke bare udstille folk eller bare sige ‘de er dumme’ eller ‘dem er vi uenige med’. Man skal ligesom kvalificere det og gøre det sådan, så man går folk lidt i møde. Det skal jo være sjovt – det er ikke nok bare at sidde og hakke på nogen. Det skal have en humor. Og det skal have et gran sandhed i sig, så dem der måske stemmer på vedkommende, der bliver gjort til grin, også kan grine,” siger Henrik Lykkegaard.
Den tankegang deler Tivolirevyens instruktør Martin Miehe-Renard, der også har været en del af revybranchen i mange år.
Han foretrækker dog at bruge et specifikt udtryk om de parodier, han arbejder med.
“Jeg bryder mig slet ikke om det udtryk ‘at gøre grin med’. Jeg kan meget bedre lide udtrykket ‘at le af’. Altså at le af sine egne dumheder – le af de mærkværdigheder, der nogle gange opstår i tidsånden. Det kan jeg bedre lide. Men at gøre grin med, det er at latterliggøre. Og jeg tror, at en af hemmelighederne – i hvert fald herinde i Tivoli – er, at vi ikke ønsker at latterliggøre nogen,” slår instruktøren fast og fortsætter:
“Vores mission er at holde et spejl op og sige: ‘Prøv lige at se selv. Kan du godt se selv, at det her var en pudsig måde at gøre tingene på?’ Men uden at latterliggøre folk.”
(Artiklen fortsætter under billedet)

Informeret – men ikke bundet – af traditionen
Selvom de efterhånden er nogle af ‘de gamle drenge’ i revyernes verden, har Lykkegaard, Ellegaard og Miehe-Renard altså formået at holde fingeren på den moderne humors puls.
Og i årets udgave af Tivolirevyen får de tilmed selskab af fire unge talenter, der på hver deres måde kommer som et frisk pust.
Mikkel Becker Hilgart vender tilbage til Tivolirevyen efter en prisvindende debut i 2024, mens Neel Rønholt, Lea Thiim Harder og Sicilia Gadborg er helt nye i revyregi.
Sidstnævnte mener, at den moderne revy er et spændende sted lige nu.
“Jeg synes, at den står et sted – fordi den er så traditionsrig – hvor den både skal ære det, som man ved, at en revy er, og så skal den også ligesom være åben for at udvikle sig. Sådan så den ikke ender med at blive helt ikke-relevant. Og det vil jeg heller ikke sige, at revy er, fordi det jo altid er meget sådan med det, der sker lige nu,” udtaler Sicilia Gadborg.
I nogle brancher kan man som debutant måske opleve en form for modvilje til at gøre op med måden, hvorpå tingene altid har foregået.
Sådan har det dog langt fra været på Tivolirevyen i år, mener Neel Rønholt.
“Jeg synes, at både Niels og Henrik – som jo er vores erfarne kræfter her på holdet – bare er så generøse og så åbne. Der er slet ikke noget med: ‘Sådan her plejer man at gøre.’ De kommer med alt deres erfaring, deres ballast, og gør os trygge, men har bare skabt et rum, hvor der er plads til, at alle vi nye også kan komme og byde ind,” fortæller hun.
Tivolirevyen har premiere den 4. juni og løber til og med den 12. juli i Glassalen i Tivoli.

