De har taget hjemlandet med storm, og har på kort tid ligeledes opbygget en global fanskare. Nu vender de tilbage til Danmark i større rammer.
På ganske kort tid har den irske trio Amble gået fra at spille pubkoncerter for gratis øl til at rejse verden rundt med deres musik.
Folkbandet fik deres helt store gennembrud sidste år, hvor de toppede den irske albumhitliste med debutpladen ‘Reverie’ og opnåede top ti-placeringer med ‘Lonely Island’ – der oprindeligt udkom året forinden – samt ‘Schoolyard Days’.
I 2025 gæstede de også Vegas intime Ideal Bar, men i 2027 tager de et skridt op og indtager Amager Bio.
Det annoncerer Live Nation i en pressemeddelelse.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Musikalske skolelærere
Amble startede i 2022 som en duo bestående af Robbie Cunningham (vokal/guitar) og Oisin McCaffrey (guitar/vokal), men de to fik snart selskab af Ross McNerney (mandolin/bouzouki).
I starten af trioens tid som band, havde de alle jobs ved siden af – for to af medlemmernes vedkommende som skolelærere – men da musikkarrieren tog fart, og pladeselskabet Warner Records bankede på døren, dedikerede de deres liv til Amble.
Satsningen skulle vise sig at bære frugt, da massevis af folk fra både Irland og udland er faldet for deres nærværende, organiske og beroligende folklyd.
I skrivende stund har bandet 1,6 millioner månedlige lyttere på Spotify, hvor flere af Ambles numre er blevet afspillet mere end 10 millioner gange.
Både ‘Lonely Island’ og ‘Schoolyard Days’ har sågar rundet 20 millioner streams.
Det er dog live, at trioens musik for alvor kommer til sin fulde ret.
Deres blanding af irlandske folkemusikstraditioner og moderne folk indhyller publikum i en følelse af nærvær og ro.
Det fik publikum på flere stop under verdensstjernen Hoziers nordamerikanske turné muligheden for at opleve sidste år.
Og nu kan du selv opleve det den 20. februar 2027, når Amble træder ind på scenen i Amager Bio.
Billetsalget starter fredag den 29. maj via livenation.dk og ticketmaster.dk.