Den 26-årige Mille Manstrup lider af muskelsvind og sidder derfor lænket til en kørestol med en respirator. Den unge kvinde har i de sidste par dage fået stor opmærksomhed, efter hun blev angrebet af tre mandlige Brøndby-tilhængere under derby-opgøret. Nu sker en dramatisk udvikling i sagen, da flere fans angiveligt har sat jagten ind på hende
Da 26-årige Mille Manstrup i torsdags var på Brøndby Stadion for at se sit yndlingshold FCK sikre sig den sidste billet til europæisk fodbold i næste sæson, skete pludselig en uhyggelig hændelse, hvor hun måtte kæmpe for sit liv.
Midt under kampen kom tre voksne og mandlige Brøndby-tilhængere pludselig hen til hende og rev hendes respiratorslange ud, mens hun sad i sin kørestol.
Respiratoren er livsvigtig for den 26-årige kvinde, fordi den holder hende i live.
“De sagde, at hvis de manglede luft, så kunne de jo bare tage min. Der følte jeg: Okay, de går faktisk efter mit liv, for de kunne jo have slået mig ihjel,” fortalte Mille Manstrup kort efter kampen til B.T.
Hun tilføjer, at hun måtte gispe efter vejret, da de tre tilhængere rev slangen ud, var truende og aggressive over for hende.
Ifølge Mille Manstrup blev mændene vrede og provokeret af, at hun havde et lille FCK-klistermærke på sin kørestol, mens hun så kampen fra familietribunen.
Sagen tager søndag en ny og voldsom drejning.
(Artiklen fortsætter under billedet)

For selv om Mille Manstrup har modtaget meget opbakning i beskeder, har hun også modtaget hårde, aggressive og truende beskeder fra andre.
Det får det til at løbe koldt ned ad ryggen på hende.
‘Hvad fanden bilder du dig ind! Du befinder dig på vores stadion med klistermærker og iført FCK-trøje. Stop dine løgne Mille, eller dit liv ender i endnu mere i hat og briller. Klart bevis på, at man altid skal gøre Brøndby-fans til bussemænd,’ skriver Instagram-profilen bum1.14 ifølge B.T. til Mille Manstrup og tilføjer:
‘Bliv hjemme næste gang, din spasser.’
Instagram-profilen er anonym.
Det er heller ikke kun i private beskeder, at Mille Manstrup har mødt modvind.
I flere Facebook-kommentarer til artikler om sagen, er der også danskere, der går i verbalt til angreb på hende.
‘Hvorfor fuck møder hun op med FCK-logo på hjemmeafsnit? Man må gerne tænke selv! Fodbold skal trods alt stadig være drevet af passion – også i 2026, hvor alt skal være så woke!!!,’ skriver en Brøndby-fan i et offentligt facebookopslag.
Mille Manstrup fortæller til B.T., at hun er rystet over de beskeder, hun har modtaget.
“Jeg bliver selvfølgelig ked af, at folk skriver sådan noget og nærmest truer mig, men jeg prøver også at sige til mig selv, at det bare er én, som sidder bag en skærm.”
“Der skal vel også være plads til mig, og på Brøndby Stadion er der kun handicappladser ved hjemmeholdet,” siger hun til mediet.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Brøndby IF har efter episoden beklaget hændelsen og kalder det ‘fuldstændig uacceptabel og utilgivelig adfærd, som på ingen måde hører hjemme på Brøndby Stadion.’
De tre mænd er også blevet tildelt flerårige karantæner fra Brøndby Stadion efter at være blevet identificeret via videoovervågning.
De er derudover blevet anmeldt til politiet.
Fra politiets side lyder det, at man tager sagen aldeles alvorligt, og at det kan ende med en sigtelse for straffelovens paragraf 252 til mændene.
Paragraffen omfatter ‘nærliggende fare for nogens liv eller førlighed,’ og kan give op til otte års fængsel.

