Vildt forslag: Vil sende københavnske politikere til Jylland

Artiklen fortsætter under annoncen
Artiklen fortsætter under annoncen

Forslaget skal sikre, at kommunalpolitikerne bruger færre penge på studieture, end hvad man gør til dato.

Hedder det en romkugle eller en trøffel? Hvordan udtaler man trailer? Er Aarhus eller København den bedst storby?

Uenighederne mellem jyderne og københavnerne er ofte til at få øje på, og bølgerne kan gå højt, når diskussionen ender på, hvilken landsdel der er bedst.

Men nu kommer der et ærligt forslag fra en gruppe politikere på Københavns Rådhus. Borgerrepræsentationen bør nemlig tage til Jylland for at lære lidt, lyder det.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Illustrationsfoto

Hvis det står til Liberal Alliances gruppe i København, så skal udenlandske studieturer nemlig sløjfes. I stedet skal en billigere version af studieturen tage de københavnske politikere til Jylland.

‘På Københavns Rådhus kan man nogle gange få indtryk af, at visdommen stopper ved Valby Bakke, og at resten af landet mest er noget, man kører igennem, når man skal på ferie. Men måske kan København faktisk lære noget af Jylland. Ikke om klimavenlig vegansk mad på plejehjem, men om noget så simpelt som at få mere for pengene,’ lyder det i en pressemeddelelse fra partiet.

Derfor vil partiet på det kommende møde i Borgerrepræsentationen foreslå, at den næste studietur i november går til jyske kommuner med et fokus på udgiftseffektivtet, lyder det.

“Det handler grundlæggende om respekt for skatteborgernes penge. Hver eneste krone, kommunen bruger, er en krone, som københavnerne har arbejdet for. Derfor har vi også en pligt til hele tiden at spørge, om pengene bliver brugt klogt nok,” siger Signe Bøgevald Nielsen, der er medlem af Borgerrepræsentationen i København for Liberal Alliance.

Ifølge hende bør København være “ydmyg” nok til at lære at kommuner som Ikast-Brande eller Vejle, hvis kommunerne er bedre til at få velfærd ud af skattepengene.

Liberal Alliances forslag tager udgangspunkt i en analyse fra den borgerlige liberale tænketank Cepos, hvor det lyder, at flere jyske kommuner løser opgaver med mere udgiftseffektivitet.

Ifølge analysen kan det spare Københavns Kommune for omkring fem procent af driftsudgifter.

Derudover vil det ifølge Liberal Alliance være et mere økonomisk ansvarligt valg og bedre for klimaet, hvis man tag til Jylland fremfor andre europæiske storbyer.

“Vi håber selvfølgelig, at de øvrige partier på Rådhuset vil støtte vores forslag. Når så mange af mine kollegaer mener det alvorligt med klimaet, bør de også kunne se det fornuftige i at tage til Jylland frem for at rejse til München, Paris eller Amsterdam,” lyder det fra Bøgevald Nielsen.

Forslaget vil blive behandlet i Københavns Borgerrepræsentation torsdag den 21. maj.

Annonce

Annonce