Kongehuset kommer med en ny melding om Dronning Margrethe, der siden torsdag har været indlagt på Rigshospitalet med hjertekramper.
Torsdag blev Danmarks tidligere regent Dronning Margrethe indlagt på Rigshospitalet med hjertekramper.
I den forbindelse lød det i en pressemeddelelse fra Kongehuset, at Dronningen ville være indlagt til observation hen over weekenden.
Mandag er hun dog stadig indlagt efter fredagens operation.
Det skriver DR, der samtidig har fået en ny opdatering på Margrethes tilstand.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Er blevet opereret
Fredag kunne Kongehuset meddele, at Dronning Margrethe havde fået foretaget en ballonudvidelse af hjertets kranspulsåre.
Hjertekramper opstår ifølge Hjerteforeningen, når hjertet får for lidt ilt.
Årsagen er ofte en forkalkning i kranspulsåren. Denne forkalkning kan presses til side med en ballonudvidelse, som Dronningen altså har fået foretaget.
I de fleste tilfælde vil der ligeledes blive indsat en såkaldt stent – et lille metalnet, der placeres inde i forsnævringen i blodåren for at holde den åben.
Der er ifølge Hjerteforeningen tale om en i princippet enkel procedure.
Efter operationen fredag lød det i en pressemeddelelse fra Kongehuset, at Margrethe var ‘velbefindende’.
Samtidig blev det meddelt, at hun, som det også lød torsdag, ville blive på Rigshospitalet nogle dage endnu.
Som nævnt lød det i første omgang, at den tidligere regent ville være indlagt weekenden over.
Men torsdag er hun altså stadig på Rigshospitalet.
Stor bekymring
Meldingen om Dronning Margrethes indlæggelse sendte chokbølger igennem Danmark.
Flere højtstående personligheder har udtalt, at de er dybt berørte af situationen – heriblandt den fungerende statsminister Mette Frederiksen.
Utrygheden omkring Margrethes tilstand skyldes givetvis også, at hun flere gange tidligere i de seneste år har været indlagt.
Margrethe var i september 2024 indlagt efter et fald. Og sidste år var det en forkølelse, der resulterede i en indlæggelse på Rigshospitalet.
Flere læger har dog manet til ro og vurderet, at hjertekramperne ikke burde være noget alvorligt problem for Dronningen.
Og det lader da også til, at hun er ved ganske godt mod selv.
Til DR slår Kongehuset nemlig endnu en gang fast, at Dronning Margrethe fortsat er velbefindende.
Det vides dog endnu ikke, hvornår hun vil blive udskrevet fra Rigshospitalet – hvor hun i øvrigt har fået besøg af Kong Frederik og Prinsesse Isabella i løbet af weekenden.
