Ifølge Presse-fotos.dks oplysninger er en stor byge af skud fra en AK-47-riffel blevet affyret mod den tidligere bokser Patrick Nielsen, som altså har været mål for et attentat
Natten til fredag klokken 00.10 lød op mod 20 skud i kolonihaveforeningen Ishøjgård i Ishøj.
Ifølge Presse-fotos.dks oplysninger blev skuddene affyret fra en AK-47-riffel mod den tidligere professionelle bokser Patrick Nielsens kolonihavehus.
Han er på nuværende tidspunkt krigsminister i rockerklubben Comanches, og var ifølge redaktionens oplysninger til stede i kolonihavehuset, da det blev overdænget med projektiler.
Kilder med indsigt i sagen fortæller til Presse-fotos.dk, at et børneværelse i huset er blevet ramt af en stor andel af de affyrede skud fra automatriflen.
Billeder fra stedet, som Presse-fotos.dk ikke bringer, bekræfter, at det er sket.
Samtidig er en bil parkeret tæt på huset også blevet ramt.
Redaktionens kilder fortæller fredag morgen, at omkring 20 patronhylstre er blevet fundet.
(Artiklen fortsætter under billederne)


(Ved du noget om sagen – eller er der en anden historie, vi bør se på? Skriv til os på mail tip@presse-fotos.dk. Alle tips behandles fortroligt.)
Københavns Vestegns Politi modtog anmeldelsen om skyderiet kort efter midnat natten til fredag.
Ifølge vagtchef ved politikredsen Brian Holm kom anmeldelsen fra borgere i kolonihaveforeningen, det mente, at de havde hørt skud.
Flere af Presse-fotos.dks udsendte var kort tid efter anmeldelsen til stede i Ishøjgård, hvor det blev beskrevet, at politiet var massivt fremme.
“De her er med både hundepatruljer, normale patruljer, NKC – kriminalteknikere og efterforskere,” sagde en af vores udsendte.
Patrick Nielsen blev trods sit ophold i kolonihavehuset under skyderiet ikke ramt, ligesom der ikke er meldinger om, at nogen andre personer skal være ramt.
Vidner har fortalt til Presse-fotos.dk, at Patrick Nielsen er set omkring kolonihavehuset i timerne efter skyderiet. Redaktionen er ikke bekendt med, om børn har befundet sig i huset under skyderiet.
Ifølge National Enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) er Comanches på nuværende tidspunkt i aktiv konflikt med den forbudte bandegruppering Loyal to Familia, men Presse-fotos.dk er ikke bekendt med det præcise motiv til attentatet begået mod Patrick Nielsen.
Der er fredag ved 13-tiden ikke lavet nogen anholdelser i sagen.
Københavns Vestegns Politi er kort før fredag klokken 14.00 stadig til stede i kolonihaveforeningen Ishøjgård, hvor den skudramte bil blandt andet er ved at blive kørt væk.




















