Grundet adskillige afbud fra store landsholdsprofiler har Brian Riemer fundet plads til en række overraskende navne i truppen.
Tirsdag klokken 12 har landstræner Brian Riemer udtaget de spillere, der er med i truppen, når Danmark møder Nordmakedonien den 26. marts i Parken og forhåbentlig skal spille playoff-finale mod Irland eller Tjekkiet på udebane den 31. marts.
Der var på forhånd spået store overraskelser i truppen, der er ramt af en række afbud.
Den faste mand i buret, Kasper Schmeichel, er ude med en skade, mens særligt forsvaret er ramt med skader til profiler som Andreas Christensen, Rasmus Nissen og Patrick Dorgu.
Derfor måtte landstræneren hive en række nye og overraskende navne op ad hatten, da han annoncerede truppen ved et pressemøde i Parken.
(Artiklen fortsætter under billedet)

“Har rejst Europa tyndt”
Før han annoncerede truppen, kunne Brian Riemer fortælle til pressen, at de mange afbud har gjort udtagelsesprocessen en del mere omfattende end normalt.
“Vi har rejst Europa og Danmark tyndt for at kunne stille den mest korrekte trup,” udtalte han.
Herefter kunne han løfte sløret for den 25-mand store bruttotrup til de kommende kvalifikationskampe.
Med så stor en trup og flere skadesramte profiler er der blevet plads til en række uprøvede navne i elitelandsholdsregi.
Faktisk har hele fem af de spillere, der repræsenterede Danmark ved sidste års U21-EM, taget skridtet op til A-landsholdet.
Det er målmanden Andreas Jungdal, forsvarsspillerne Oliver Provstgaard og Victor Bak, midtbanespilleren Noah Nartey og angriberen William Osula.
De er alle mulige debutanter. Det samme er West Ham-målmanden Mads Hermansen, Stuttgart-spilleren Nikolas Nartey og Bodø/Glimt-sensationen Kasper Høgh.
Pensioneret landsholdskeeper vender tilbage
Hvis det bliver Mads Hermansen eller Andreas Jungdal, der erstatter Kasper Schmeichel som førstemålmand, kan Danmark altså stå med en helt uprøvet keeper mellem stængerne til de utroligt vigtige kvalifikationskampe.
Brian Riemer har dog også et mere rutineret – og ganske uventet – kort på hånden.
Det er nemlig lykkedes ham at overtale den ellers landsholdspensionerede Frederik Rønnow til at træde ind i truppen.
Union Berlin-målmanden meldte sit landsholdsstop i 2024 kort inden Brian Riemers første udtagelse som landsholdstræner.
Men nu er han altså igen i spil til den danske start-11’er.
Brian Riemer vil dog ikke røbe, hvem der starter i målet mod Nordmakedonien.
(Artiklen fortsætter under infoboksen)
Danmarks trup til VM-kvalifikationskampene
Målmænd
Mads Hermansen (West Ham) – 0 landskampe
Andreas Jungdal (KVC Westerlo) – 0 landskampe
Frederik Rønnow (Union Berlin) – 10 landskampe
Forsvar
Joachim Andersen (Fulham) – 48 landskampe
Alexander Bah (Benfica) – 20 landskampe
Victor Bak (FC Midtjylland) – 0 landskampe
Lucas Høgsberg (Strasbourg) – 3 landskampe
Joakim Mæhle (Wolfsburg) – 55 landskampe
Nikolas Nartey (Stuttgart) – 0 landskampe
Victor Nelsson (Hellas Verona) – 16 landskampe
Oliver Provstgaard (Lazio) – 0 landskampe
Midtbane
Philip Billing (FC Midtjylland) – 6 landskampe
Christian Eriksen (Wolfsburg) – 147 landskampe
Victor Froholdt (Porto) – 8 landskampe
Morten Hjulmand (Sporting) – 25 landskampe
Pierre-Emile Højbjerg (Marseille) – 93 landskampe
Noah Nartey (Lyon) – 0 landskampe
Christian Nørgaard (Arsenal) – 39 landskampe
Angreb
Mikkel Damsgaard (Brentford) – 38 landskampe
Anders Dreyer (San Diego) – 8 landskampe
Kasper Høgh (Bodø/Glimt) – 0 landskampe
Rasmus Højlund (Napoli) – 31 landskampe
Gustav Isaksen (Lazio) – 13 landskampe
Jesper Lindstrøm (Wolfsburg) – 18 landskampe
William Osula (Newcastle) – 0 landskampe
Skal skære to fra
Til kampen mod Nordmakedonien og en eventuel finale skal Riemer skære to spillere fra den 25-mand store trup, da han kun må udtage 23 spillere til kamptruppen.
Den store trup skal ifølge landstræneren ses som et sikkerhedsnet i tilfælde af skader undervejs.
Joachim Andersen, der er med i bruttotruppen er i øvrigt ikke aktuel til kampen mod Nordmakedonien, da han har karantæne.
