Små buketter ligger tæt ved murene. Lys er stillet i klynger, og håndskrevne beskeder blafrer i vinden i Krystalgade.
Foran synagogen i det indre København har borgere lagt blomster i kølvandet på de voldsomme angreb i Mellemøsten. Stemningen er stille og tung. Flere stopper op, tager billeder eller står i tavshed foran indgangen.
Mens krigen raser tusindvis af kilometer væk, har konflikten sat tydelige spor i hovedstaden.
USA og Israel har siden lørdag gennemført angreb mod Iran, og Iran har svaret igen med angreb mod Israel og amerikanske militærbaser i Golfen. Iranske statsmedier har bekræftet, at landets øverste leder, Ali Khamenei, er blevet dræbt sammen med flere andre højtstående ledere.
(Artiklen fortsætter efter billedet)

Søndag meldes der om en ny bølge af angreb. Ifølge AFP har Irans Revolutionsgarde iværksat yderligere angreb mod sin ‘fjende’, som det lyder i iranske medier.
Den eskalerende konflikt har skabt global uro. Luftrummet i dele af regionen er lukket på ubestemt tid, og danskere er strandet i blandt andet Dubai.
I København mærkes spændingerne også i gadebilledet. I Krystalgade foran synagogen står en blomsterbuket med både israelsk og iransk flag med ordet ‘tak’ i mellem. Et stærkt symbol midt i en konflikt, der splitter verden.
Blomsterne foran synagogen vidner om bekymring og solidaritet.
Mens angrebene fortsætter i Mellemøsten, samles folk ind i mellem i Krystalgade i stilhed. Blomsterne ligger som en påmindelse om, at internationale konflikter også kan mærkes langt fra frontlinjen.




