Efter styrt og sygdom: Nu er der gode nyheder fra Vingegaard

Den danske cykelstjerne er tilbage på sadlen efter både et styrt og et sygdomsforløb, når han starter sæsonen i marts.

Jonas Vingegaard skulle have startet sæsonen i det netop afsluttede UAE Tour i De Forenede Arabiske Emirater.

Kort inden løbet måtte den danske stjernerytter dog trække sig som følge af et styrt under træningen og efterfølgende sygdom.

“Det er bedre at komme sig helt først, så jeg kan fokusere på mine næste mål bagefter,” lød det dengang fra Jonas Vingegaard på holdet Visma–Lease a Bikes hjemmeside.

Nu bliver vi klogere på, hvad det næste mål er. Og det viser sig, at vi ikke skal vente længe, før vi igen kan se stjernerytteren på cyklen igen.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Arkivfoto.

Vil forsvare holdets titel

På holdets X-profil løfter Visma-Lease a Bike sløret for Jonas Vingegaards deltagelse i et af sæsonens største etapeløb.

Her meddeler holdet, at den danske rytter hurtigt skiftede sit fokus, da han måtte trække sig fra UAE Tour, og i stedet har forberedt sig til Paris-Nice.

Det betyder altså, at Vingegaard efter alt at dømme får sin sæsondebut i det prestigefyldte franske løb, der køres fra den 8. til den 15. marts.

“Jeg er spændt på at stille til start ved Paris-Nice igen. Det er et prestigefyldt løb med en masse historie. Som hold har vi en titel at forsvare her. Efter at være styrtet og blevet syg tog jeg den nødvendige tid til at komme mig. Nu føler jeg mig klar til at begynde at køre løb igen og ser frem til det efter en lang vinter med træning,” udtaler Jonas Vingegaard i holdets X-opslag.

Se også
Efter historisk krise: ‘Fyret!’

Måtte udgå sidste år

Den danske rytter har en uheldig historik med løbet, hvor han sidste år styrtede og måtte udgå efter femte etape.

Som Vingegaard selv nævner, endte Visma-Lease a Bike dog alligevel med at tage den samlede sejr med amerikanske Matteo Jorgenson.

Næsten tre måneder skulle der dengang gå, inden danskeren igen sad på cyklen ved et professionelt løb.

To år tidligere gik det noget bedre, om end det alligevel var en skuffelse, at det ‘blot’ blev til en tredjeplads bag den evige rival Tadej Pogacar og franskmanden David Gaudu.

Udover en holdtidskørsel har Jonas Vingegaard ikke før vundet en etape i Paris-Nice, hvor han altså også har en samlet sejr til gode.

Sigter efter vild double

Jonas Vingegaard forårsprogram er i høj grad centreret om deltagelsen i den italienske grand tour Giro d’Italia.

Paris-Nice bliver dermed en stor tidlig formtest for danskeren, der også stiller op til Catalonien Rundt senere i marts.

I 2026 satser Vingegaard stort på en Giro-Tour-double med sejr i to af de tre grand tours.

Sidste år deltog han også i to grand tours, da han blev toer i Tour de France og vandt Vueltaen.

Vinder han Giroen i maj, kommer han i fornemt selskab. Kun syv ryttere har tidligere vundet alle tre grand tours.

Korte videoer