Skagen Redningsstation fik lørdag en tragisk melding og måtte ud til årets første udkald.
Det har været nogle stille måneder på kontoret hos Skagen Redningsstation.
Lørdag blev næsten to måneders stilhed i alarmsystemet dog byttet ud med en chokerende melding.
Klokken 10.01 gik alarmen nemlig, da et større fragtskib syv sømil syd for havnen skulle have hjælp til en tragisk opgave.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Skagen Redningsstation skulle nemlig hente en afdød fra besætningen på skibet.
Det skriver TV 2 Nord.
Da man kom frem til skibet, blev politiet tilkaldt.
“Det tog lidt tid, men vi kom ud og gjorde det, vi skulle. Vores folk sørgede for, at den afdøde blev sikret på båren og hejst ned på redningsbåden,” fortæller Skagen Redningsstation i et opslag på Facebook.
Desuden måtte man tage alternative metoder i brug, da skibet var uden last, lyder det.
“Når han er sikret på båren, bliver han hejst ned på redningsbåden. Noget, som man normalt plejer at bruge skibets kran til, men da skibet ikke havde nogen last, så var det for ustabilt til at bruge kranen,” skriver den videre.
I stedet blev den afdøde hejst ned via en line, som båren hænger i. Alt gik ifølge redningsstationen, som det skulle.
Det drejede sig om en ukrainsk statsborger, der var afgået ved døden.
Ifølge politiet var der intet mistænkeligt forbundet med dødsfaldet. Det vurderes, at manden er død af sygdom, skriver mediet.
“De kan ikke sejle rundt med en afdød person ombord, så de henvender sig til politiet, og vi bistår kontakt til familie,” siger vagtchefen hos Nordjyllands Politi til TV 2 Nord.

