Oprydningsarbejde efter lastbil på E45 mellem Haderslev N og Vojens vil påvirke morgentrafik, oplyser politi.
Oprydningsarbejdet efter bjærgningen af en lastbil på E45 på Sønderjyske Motorvej trækker ud, og strækningen ventes først genåbnet om tre til fire timer.
Det oplyser vagtchef ved Syd- og Sønderjyllands Politi Jan Lolk omkring klokken 05.10.
– Vi har lukket motorvejen ved afkørsel 67, og der er skiltevogne, der leder trafikken væk fra motorvejen.
– Vi skal nok melde ud, når der er genåbnet. Det tager noget tid at få ryddet op, siger han.
Klokken 03.49 lød det fra Syd- og Sønderjyllands Politi i en opdatering på meddelelsestjenesten Politi Update, at oprydningen vil trække ind i morgentrafikken.
– Skal du via E45 i sydlig retning her til morgen, må der forventes omkørsel fra Haderslev Nord-afkørslen, lyder det.
Tidligere på natten oplyste kredsens vagtchef Jan Lolk, at E45 er spærret i sydgående retning mellem afkørslerne 67 Haderslev N og 68 Vojens efter to færdselsuheld.
– Det var indledningsvis to personbiler, der var forulykket uden personskade. Men vi bøvler i øjeblikket også med en lastbil, der står på tværs af sporet.
– Der kommer formentlig til at være spærret dernede et par timer endnu, for det fylder hele det sydgående spor, sagde han omkring klokken 03.00.
Der er ikke nogen tilskadekomne i forbindelse med færdselsuheldene, sagde vagtchefen.
Politiet fik den første anmeldelse om færdselsuheldet med to personbiler 00.35.
– Da vi var på vej ud til færdselsuheldet, og da patruljen kørte nordpå, kunne den se, at en lastbil var kørt i grøften længere sydpå. Det er det færdselsuheld, vi er i gang med nu, sagde Jan Lolk.
Færdselsuheldene fandt sted uafhængigt af hinanden.
Politiet formoder, at køretøjerne forulykkede som følge af vejret.
– Der er jo i hvert fald frostgrader mange steder, og vi ved fra Vejdirektoratet, at der bliver saltet. Så man skal køre forsigtigt. Det er altid godt at være opmærksom på føret i vintersæsonen, sagde Jan Lolk.
Politiet opfordrer til, at man sætter farten ned ved det afspærrede område og er opmærksom på beredskaberne på stedet.
– Vi har lukket motorvejen ved afkørsel 67, og der er skiltevogne, der leder trafikken væk fra motorvejen, lød det.
Politiet vil melde ud, når sporet åbnes igen, lød det videre.
– Fra fejebladet blev bestilt omkring klokken 02.00, lød det, at der kom til at gå tre timer. Så der går nok et par timer endnu, sagde han kort før klokken 03.00.
Et fejeblad er et bjærgningskøretøj, der bruges til at løfte, transportere og slæbe køretøjer.
Danmarks Meteorologiske Institut, DMI, varslede fra torsdag til fredag snestorm i den sydøstlige del af Danmark.
/ritzau/
OPDATERING:
Der er åbnet for færdslen i begge spor i sydgående retning.
Det oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi klokken 06.56.













