Pas på: Tilfældige personer angribes af serie-knivstikker i denne by

Politiet har siden starten af ugen ledt efter gerningsmanden, som nu gentagne gange med kniv har angrebet tilfældige borgere. Nu er det også gået ud over en ung mand, der var på vej ud med skraldet

En ukendt mand, som politiet i forvejen mistænker for at stå bag knivangreb på en buschauffør og en taxachauffør, mistænkes også for at have stukket en mand med kniv onsdag aften.

Det skriver politiet torsdag i en pressemeddelelse.

(Artiklken fortsætter under billedet)

Politiet har delt dette billede af knivstikkeren

– Vi har de seneste døgn arbejdet på højtryk på at få identificeret gerningsmanden, men det er på nuværende tidspunkt ikke lykkedes, siger efterforskningschef Flemming Nørgaard i pressemeddelelsen.

Den 26-årige forurettede i den nye sag blev ramt af knivstik i låret.

Sagen blev anmeldt til politiet klokken 19.47. Ifølge politiet var manden på vej ud med skrald, da han først blev skubbet omkuld og herefter stukket med kniv. Alle hændelserne er sket i Aarhus-området.

Offeret er ikke i kritisk tilstand.

Østjyllands Politi vil være synligt til stede i Viby J ved Aarhus på baggrund af hændelsen.

Flemming Nørgaard understreger, at politiet opfatter forbrydelserne som dybt alvorlige.

– Derfor beder vi alle, der kan have oplysninger om gerningsmanden, om hjælp. Vi har lige nu et meget spinkelt signalement, men vi håber, at nogen i lokalområdet kan genkende billeder eller signalement, og vi vil meget gerne høre fra dem, udtaler efterforskningschefen.

Allerede tirsdag sendte politikredsen en appel ud om hjælp til at finde manden.

Det skete efter, at den mistænkte angiveligt var indblandet i to røverier mandag.

Først stak han en buschauffør med kniv i Højbjerg, hvor han forsøgte at true sig til kontanter.

Buschaufføren kom ikke umiddelbart alvorligt til skade, men han modtog behandling for sine skader.

Samme aften gik det ud over en taxachauffør i Viby J, som også anmeldte et røveri.

Taxachaufføren blev truet med kniv til at udlevere kontanter. Politiet oplyste tirsdag, at taxachaufførens signalement stemte overens med signalementet af manden fra busrøveriet.

Også signalementet af gerningsmanden fra onsdagens knivoverfald stemmer overens med de oplysninger, politiet har om den mistænkte fra busrøveriet. Det oplyser politiet i torsdagens pressemeddelelse.

Den mistænkte beskrives som en mand mellem 20 og 30 år, der er 175 til 185 centimeter høj. Han er spinkel til almindelig af bygning, mørk i huden og talte dansk med accent.

Mandag var han iklædt mørkt tøj og var maskeret.

/ritzau/

Korte videoer