Amerikanske tech-aktier har lunet i danske pensionsopsparinger

Det samlede investeringsafkast for de danske forsikrings- og pensionsselskaber endte på 225 milliarder kroner i 2025.

Det viser en opgørelse fra Nationalbanken.

Til sammenligning lød afkastet på 344 milliarder kroner i 2024 og 337 milliarder kroner i 2023.

Afkastet i 2025 var blandt andet drevet af udenlandske aktier.

Andreas Østergaard Hartington, der er underdirektør i brancheforeningen for pensionsselskaber (F&P), peger på tech-aktierne som drivkraft.

– 2025 viser meget tydeligt, at globale aktier – særligt inden for teknologi – fortsat er en vigtig kilde til afkast for pensionsopsparingen, siger han i en skriftlig kommentar.

Det var formentlig ikke mange, der havde spået den udvikling for året, efter at den amerikanske præsident, Donald Trump, præsenterede sin toldplan.

I april præsenterede han told på en lang række importerede varer, og det fik aktierne til at styrtdykke. Det smittede af på de danske pensionsopsparinger.

Men siden rettede det hele sig op, og aktierne såvel som pensionsopsparingerne endte året med at være mere værd.

Ifølge Nationalbanken har det også været afgørende, at sektoren har afdækket sin valutarisiko.

Det foregår i praksis ved, at man aftaler at bytte dollar til kroner til en fast kurs engang i fremtiden.

På den måde ved selskabet nogenlunde, hvad investeringerne er værd i kroner, uanset hvordan dollaren opfører sig.

Nationalbanken forklarer, at valutaafdækningen overordnet set giver positive afkast i de år, hvor valutakurserne falder.

– At dollaren er faldet gennem året, har isoleret set givet kurstab på de amerikanske investeringer, men samtidig har sektorens omfattende afdækning af dollarpositioner udløst store gevinster, siger Andreas Østergaard Hartington.

– Valutaafdækning bidrog alene med 87 milliarder kroner til årets afkast.

Korte videoer